En mavepuster.
Sådan betegnede håndboldspilleren og OL-guldvinderen Jesper Nøddesbo mødet med Lukashuset i Gentofte, som han i 2018 satte sig for at hjælpe.
Lørdag aften blev Bjerringbro-Silkeborg-profilen så hevet på scenen under Sport 2018 og tildelt prisen 'Årets Forbillede' for sit arbejde for hospicet for uhelbredeligt syge børn.
- Jeg sigter efter at få sådan en mavepuster, som jeg fik med Lukashuset, som gør, at jeg får lyst til at yde en ekstra indsats, selvom jeg stadig er aktiv og har familie og børn. Min indsats tager også tid fra dem, men når det giver så meget mening, som det gør med støtten til Lukashuset, så yder jeg en ekstra indsats, siger Jesper Nøddesbo til DR Sporten.
Det lykkedes ham at indsamle 1,3 millioner kroner blandt andet via en venskabskamp mellem BSV og storklubben Paris Saint-Germain. Alt overskuddet derfra røg i indsamlingen.
Tryg Forsikring uddeler prisen og giver samtidig 75.000 kroner med til Nøddesbo.
- Prisen kan måske lette Lukashusets arbejde. Men jeg kender også mig selv godt nok til, at mit præstations-gen kommer op i mig, og så får jeg lyst til at gøre det endnu bedre, siger Jesper Nøddesbo.
Lukashuset tilbyder palliativ indsats til børn og unge med uhelbredelige sygdomme - og deres familier. Du kan læse meget mere om hospicet her.
Jesper Nøddesbo vinder prisen foran para-atleten Daniel Wagner og den tidligere landsholdsbokser Shahbaz Aslam, der i dag er træner i Vollsmose Boxing.
Wozniacki tager de store sportspriser i 2018
Overgår Laudrup: Eriksen får kæmpe hæder
Chok-melding: Skadet stjerne misser VM
Bombede løs for Danmark: Nu vil hun ikke mere
Fem dage ændrede alt: Han spiste frikadeller hos mor - så ringede agenten