Dansk stjerne overfaldet og røvet: Det var en grim oplevelse

Håndboldstjernen blev overfaldet og frarøvet et helt specielt ur og nogle dyre armbånd – men der er siden sket så meget andet godt for den 37-årige veteran

Hans Lindberg blev overfaldet i maj, far for anden gang i juni, udnævnt til anfører i Berlin i juli - og opereret i august. Nu håber han på at blive verdensmester i januar... Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hans Lindberg blev overfaldet i maj, far for anden gang i juni, udnævnt til anfører i Berlin i juli - og opereret i august. Nu håber han på at blive verdensmester i januar... Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AARHUS (Ekstra Bladet): Da Hans Lindberg efter en tur i byen midt i maj gik gennem den indre by i København, havde han aldrig et sekund forestillet sig, han skulle blive overfaldet og udsat for røveri.

Men selv en veltrænet elitesportsmand på 185 cm kan blive offer, når han har et dyrt Hublot-ur om håndleddet.

Er du kommet dig over det, eller sætter det sig?

- Æh, nej det gør det ikke. Men det var en grim oplevelse, og jeg havde aldrig troet, jeg skulle være en af dem, der oplevede det. Man bliver jo lidt klogere, når man har været udsat for det. Jeg har også hørt fra flere andre, jeg kender, at de har været udsat for overfald. Det er selvfølgelig ikke en fed oplevelse.

Handlede det om uret?

- Det handlede om uret og nogle dyre armbånd, de havde udset sig. Der er nogle steder i København, hvor de holder til, fordi de ved, der kommer folk med ure, som måske har en vis værdi.

Politiet advarer også mod tricktyve, der kan stjæle, uden folk mærker det…

- Jeg vil sige det sådan, at jeg opdagede det, siger Hans Lindberg galgenhumoristisk.

Uret var et helt specielt minde om det tyske mesterskab i 2011, og der var kun produceret 20 eksemplarer med HSV Handballs klublogo.

- Det er et ur, jeg ikke kommer til at se igen, siger Hans Lindberg, der har taget sine forholdsregler:

- Jeg går faktisk ikke længere med ur om aftenen.

På håndboldbanen ved man trods alt nogenlunde, hvor stødene kan komme fra. I januar hamrede Hans Lindberg hovedet sammen med Mikkel Hansen under træning i Kroatien. Foto: Lars Poulsen
På håndboldbanen ved man trods alt nogenlunde, hvor stødene kan komme fra. I januar hamrede Hans Lindberg hovedet sammen med Mikkel Hansen under træning i Kroatien. Foto: Lars Poulsen

Han har ellers brug for et – og det burde nok være et af dem med 30 timer i døgnet, for den 37-årige Füchse Berlin-spiller er mødt ind i landsholdslejren efter fem kampe på otte dage, hvoraf de tre blev spillet ved Super Globe i Qatar.

Hans Majestæts tyske klub var inviteret på et wildcard til det lidt mystiske IHF-sammenrend i ørkenstaten, hvor det nok især var solide dollars, der trak læsset. Berlinerne tabte i finalen til FC Barcelona og fik for besværet 220.000 euro, hvilket næsten halverer det officielle budgetunderskud i klubben.

Til gengæld kostede udflugten yderligere fire skadede spillere…

- Jeg har ikke prøvet noget lignende. Vi har ni skadede og otte raske spillere – altså når vi ikke tæller småskader med. Det er en blanding af uheld og et hårdt program. De to skader, vi fik i finalen, skyldtes træthed. Det var fjerde kamp på seks dage. Det var lidt hårdt, siger Hans Lindberg.

Derfor er han pt. garanteret fuld spilletid som i søndags, da Füchse stred flot og tabte knebent i Mannheim mod manden, der svinger pisken i denne uge: Nikolaj Jacobsen og Rhein-Neckar Löwen.

Hans Lindberg har ellers blot fire ligakampe i benene efter en knæoperation i august.

- Jeg fik fjernet et stykke af menisken i venstre knæ samtidig med, holdet spillede den første kamp. Det er gået planmæssigt. Jeg er lidt træt lige nu, men det skyldes nok, vi har haft lidt at se til. Jeg er i fin form.

Kampprogrammet er lidt mindre hektisk i denne uge, hvor den står på EM-kvalifikation mod Ukraine onsdag i Aarhus og Færøerne lørdag i Skjern. Hans Ottar Lindbergs forældre er islændinge – men med færøsk twist.

Farfar og farmor stammer fra Færøerne, og det ærgrer Hans Lindberg lidt, at færingerne ikke kan få godkendt en hal til kampen mod Danmark. Så den færøske hjemmebane bliver i stedet i Skjern. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Farfar og farmor stammer fra Færøerne, og det ærgrer Hans Lindberg lidt, at færingerne ikke kan få godkendt en hal til kampen mod Danmark. Så den færøske hjemmebane bliver i stedet i Skjern. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Min farmor og farmor er oprindeligt fra Færøerne.

Er det kuriøst for dig at møde dem?

- Nej! Der er noget perifer familie, jeg aldrig har mødt. Jeg har ikke noget tilhørsforhold, siger Hans Lindberg.  

- For os er det en kvalkamp, og det er vel på sin plads, vi tager en favoritrolle i det opgør. Men det er da lidt ærgerligt, vi ikke skal spille kampen på Færøerne, for jeg har aldrig været der. De ville da sikkert også synes, det var fedt, vi kom derop og spillede.

Du blev i juni far for anden gang. Carl Philip – skal han være konge af Sverige?

- Det tror jeg ikke, han bliver. Det er ikke planen, men man skal jo aldrig sige aldrig. Der er ikke noget slægtsforskning i det, vi syntes bare, det var et pænt navn. Vi var lidt i tvivl, men da han så kom til verden, så var det ret åbenlyst for os, at det var Carl Philip.

Hans og Jeanette har i forvejen storebror Aron, der fyldte tre år i august.

- Han har det helt fantastisk, er stolt og glad og kysser og krammer. Man har måske altid en lille frygt for, der kan komme lidt jalousi ind over, men der har ingen problemer været overhovedet. Eller vi kunne komme til at overse ham lidt, men det har kun været dejligt.

Hans Lindberg har mange tricks på repertoiret. Her prøver han et af dem af på fløjkollegaen Lasse Svan under tirsdagens træning i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hans Lindberg har mange tricks på repertoiret. Her prøver han et af dem af på fløjkollegaen Lasse Svan under tirsdagens træning i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sportsligt handler denne uge ikke mindst om VM i januar.

- Jeg håber selvfølgelig, jeg bliver en del af holdet. Jeg tror, det bliver en kæmpe oplevelse som i 2014, og så bliver det forhåbentlig en kæmpe chance for at vinde et VM. Det er det, vi stiler efter. Det er en stor mulighed for os, siger højrefløjen.

- Vi ved jo, hvordan sådan nogle store turneringer er. Vi ved, hvad det betyder at spille på hjemmebane, men der jo lige det lille aber dabei, at semifinalerne bliver spillet i Hamburg – og der kan vi jo ryge ind i Tyskland. Og så er fordelen lige pludselig ikke på vores side.

Men det ændrer ikke på, at optimismen blomstrer i oktober hos en mand, der har prøvet at tabe to VM-finaler – og nu endelig vil nå guldet.

- Dette VM er en kæmpe chance for at gå hele vejen!

Se også: Hans Lindberg overfaldet i København: Fik stjålet værdifuld genstand

Se også: Det hemmelige håndbold-VM: Ingen aner, hvad det betyder

Se også: Dansk OL-guldvinder: Jeg var ved at knække totalt i Rio

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere