Dansk storsejr: Men skade bekymrer

Dansk storsejr - men René Toft måske i nye skinne-problemer

Morten Olsen bryder igennem og scorer.
Morten Olsen bryder igennem og scorer.

PARIS (Ekstra Bladet): Bienvenue a Bercy, velkommen til Paris! Toft den Tavse er genopstået som håndboldspiller på svensk, qatarsk, bahrainsk og egyptisk nåde - og det kan så være, lige netop egypterne muligvis har fortrudt beslutningen om at give sallingboen lov til at tæve løs med verdens pt. mest berømte albueskinne.

Omvendt: Det havde næppe gjort den helt vilde forskel, om vikingen fra området syd for Limfjorden ikke havde været med.

Danmark slaskede egypterne efter noder. 35-28! Nilen må være gået over sine bredder, og det kan godt være, de har ekspertise i at banke sfinxer og pyramider op i Sahara, men alt løb ud i sandet, det MÅ have været en ørkenvandring - og nu lover vi at spare på klicheerne…

Det kører på skinner (!) for et dansk hold i en meget let VM-pulje. 21-15 kan jo på en god dag være scoringer nok til en hel kamp, men her blev de begejstrede tilskuere stopfodret næsten til opkastnings-fornemmelser allerede på én halvleg!

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Det egyptiske returløb var svagt fra start. Derfra overgik et til at blive nærmest ikke-eksisterende!

Kontra efter kontra buldrede mod de stakkels egyptiske keepere, og store Hady svedte illustrativt nok voldsomt der, hvor kroppen deler sig i to ben - sikkert en følge af de mange opsamlinger af bolde inde i den nordafrikanske kasse…

René Toft Hansen knyttede første gang næven og vred ansigtet ud i et brøl allerede efter to minutter, da han bankede bolden i kassen første gang. Lettelsen over endelig at få lov skulle selvfølgelig skriges ud - men det er slet ikke sikkert, balladen om den store Kiel-spillers omfangsrige garderobe er ebbet ud endnu.

Inden kampen var dommerbordets kontrollanter i hvert fald på emsigt gennemtjek af René Tofts knæbeskytter, der også indeholder metalstivere og beskytter det knæ, han fik korsbåndsskadet i julen 2015. Det var formentlig derfor, danskeren stillede til start i ’leggings’ for at polstre skinnen ekstra godt ind.

Rene´Toft Hansen styrer luftrummet i forsvaret. Foto: Lars Poulsen
Rene´Toft Hansen styrer luftrummet i forsvaret. Foto: Lars Poulsen
 

Efter den alenlange føljeton omkring hans albuebeskyttere, ender det vel med, vi skal igennem en tilsvarende IHF-debat om knæbeskytteren.

Danmark har nu overstået to af de svære ’lette’ kampe, der ofte kan kaste grus i maskineriet under VM-slutrunder. Der har været masser af turbulens uden for banen, mens spillet på banen har swinget fornuftigt - og såvel selvtillid som selvværd må være i top inden en tiltrængt hviledag.

Og så glæder vi os ellers bare til en ’rigtig’ håndboldkamp, når Danmark og Sverige formentlig finder puljevinderen i det interne opgør mandag aften.

Niklas Landin lukker af. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin lukker af. Foto: Lars Poulsen
 

Der er også bekymringer: Mads Mensah, der gjorde det bragende flot som gæste-arbejder på højre back mod Argentina, måtte halte ud af banen allerede efter tre minutter med ansigtet fortrukket i semi-smerte. Og når HAN har det sådan, gør det halv-ondt…

Mensah blev iset ned bag på ryggen lige omkring nyren og kom ikke i aktion igen. Det gav så Henrik Møllgaard en interessant opgave som højre back i første halvleg, inden Kasper Søndergaard – med begrænset succes - indtog parketten under anden rundgangs korte tur fra bænk til bane.

Niklas Landin vendte tilbage fra den planet, hvor overmenneskelige målmænd har email-adresse. Nuppede ganske vist et par straffekast, men der var adskillige situationer ved egyptiske scoringer, hvor han helt tydeligt var voldsomt utilfreds med sig selv.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Abouelfetoh Abdelrazek fik rødt kort for et solidt punch til Michael Damgaards kaje-region, men vi kan trøste IHF-pingerne med, at ingen egypter skal på infirmeriet efter et blodigt sammenstød med René Tofts albuebeskytter…

Se også: Svensker tordner mod Gudmundur og Nøddesbo: Usmageligt!

Se også: Farcen fortsætter: Toft kan stadig blive smidt ud af VM

Håndbold - 14. jan. 2017 - kl. 16:11 Pigernes dom: Så lækre er håndboldherrerne

Se også: Nu bøjer Sverige sig: Tillader Tofts albueskinne

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere