Emma Cecilie Uhrskov Friis blev den helt store stjerne, da de danske håndboldkvinder sejrede overbevisende over Rumænien.
Danmark vandt med 35-28 over et sagesløst rumænsk hjemmehold.
Dermed fortsætter Jesper Jensens hold sit triumftog i kvalifikationen frem mod årets EM.
De danske kvinder havde inden kampen ikke spillet en kamp sammen siden december, hvor de vandt bronze ved VM-slutrunden i Spanien.
To måneder uden landsholdssamling var dog svært at tyde på danskerne, der med et stærkt fungerende og flydende angrebsspil satte sig på opgøret fra begyndelsen.
Blot få minutter inde i kampen fik danskerne etableret en føring på fire mål. En føring, som rumænerne aldrig for alvor formåede at komme sig over.
Rumænernes stjernespiller Cristina Neagu havde det svært med at omsætte sine skud til mål og måtte gå fra banen med blot tre scoringer.
I den danske lejr var 22-årige Emma Cecilie Uhrskov Friis noget skarpere og mere kampafgørende. Med sine ti mål blev hun kampens helt store stjerne.
Med sejren cementerer Danmark sin føring i kvalifikationens gruppe 2, hvor holdet har vundet alle sine tre kampe.
Ud over Rumænien skal de danske kvinder også møde Østrig og Færøerne, som begge er blevet besejret tidligere i kvalifikationen.
Danmark mangler fortsat at spille mod alle tre nationer en gang mere. Danmark møder på lørdag igen Rumænien, før de 20. april skal møde Østrig.
EM i år begynder 4. november og løber frem til 20. november. De tre Balkan-nationer Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro lægger gulv til slutrunden.