Dansk toptræner skriver kontrakt med sin datter

Odense HC supplerer sæsonen ud truppen med cheftræner Jan Pytlicks 21-årige playmaker-datter

Camilla Pytlick i den orange trøje. Hun kan få debut allerede onsdag aften, når Odense HC hjemme møder Team Esbjerg i et topopgør i ligaen. Foto: Odense HC
Camilla Pytlick i den orange trøje. Hun kan få debut allerede onsdag aften, når Odense HC hjemme møder Team Esbjerg i et topopgør i ligaen. Foto: Odense HC

Efternavnet kan hun ikke sprinte fra, og nu kan hun også følges med farmand på arbejde, hvis hun i ny og næ napper en overnatning hjemme på Thurø. DM-sølvvinderne fra Odense HC har nemlig skrevet en kort kontrakt med Camilla Pytlick, der dermed fra nu af og sæsonen ud bliver en del af det orange kvindskab i den fynske hovedstad, hvor cheftræneren som bekendt bærer navnet Jan Pytlick.

- Det er en speciel situation at skulle træne sin egen datter, og jeg har selvfølgelig vendt og drejet den et utal af gange. Når vi vælger at gøre det, er det fordi, hun stort set hver dag i halvandet år har trænet sammen med truppen i Odense, så hun kender spillere og spillet ud og ind, siger Jan Pytlick.

- Jeg er sikker på, hun kan gøre en forskel. Camilla skal naturligvis ikke være en bærende spiller, men hun kan aflaste de andre, og så har hun rent faktisk spillet rigtigt fint i 1. division for Fredericia og Gudme, siger Jan Pytlick.

Tror du ikke, jeres temperamenter kan komme en anelse i kog undervejs?

- Hvad det angår, er Camilla samme type som mig. Der skal nok komme gnister i luften, siger farmand og cheftræner Pytlick med et grin.

Det er Stine Jørgensens langvarige knæskade plus andre knubs og skavanker i en trup, hvor stortalentet Mie Højlund også lægger beslag på sundhedsstaben med en slidt skulder, der har fået ligaens tophold til at skrive kontrakt med den 21-årige thuriner.

Camilla Pytlick er playmaker og har tidligere været fast inventar på diverse ungdomslandshold og spillet i Fredericia, men hun har indtil i dag i denne sæson repræsenteret Gudme HK, der er en underafdeling af GOG – på hvis licens Odense HC spiller i ligaen.

Hun er stort set født i en håndboldhal, idet hendes mor, Berit Bogetoft Pytlick, også i sæson efter sæson har delt håndmadder ud i det gule forsvar og deltaget i det ene bombetogt efter det andet i den modsatte ende.

Da hun gik på aftægt i sin tid, lykkedes det faktisk et hold bestående af spillere på delvis aftægt ved et uheld at spille Gudme HK op i den bedste række, så den lille sydfynske flække havde hele to hold med i toppen af dansk håndbold. Der var ikke langt til lokalopgørene…

Gudme HK har været så venlige at udlåne Camilla Pytlick resten af denne sæson til Odense HC, der er spændt hårdt for i såvel liga som i Champions League, hvor klubben er debutant og senest slog det tidligere norske storhold Larvik.

- Min rolle bliver at komme ind og supplere holdet, og det er en udfordring, jeg glæder mig meget til, siger Camilla Pytlick i den pressemeddelelse, klubben netop har udsendt.

Farmand og cheftræner Pytlick:

- Vi er glade for, at Camilla er kommet ind i truppen, men vi er også meget glade for, at Gudme HK har hjulpet os i den situation, som vi står i, hvor mange spillere er belastet på grund af de mange kampe. Camilla har trænet med os det sidste halvandet års tid, så hun kender holdet godt og kender vores spil.

Jan Pytlick jokede i sin tid som landstræner med, at han kunne ’risikere’ at skulle udtage sin egen datter til en slutrunde. Han blev dog fyret af DHF i 2014 – men nu går spådommen i hvert fald i opfyldelse på klubplan.

Se også: Så skulle den søpapegøje vist være pelset

Se også: Mareridt blev til virkelighed: Det værste afbud i hans regeringstid

Se også: Stort chok: Danmarks største landsholdsstjerne misser EM

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere