Om det var en chok-effekt, Christian Dalmose var på jagt efter, skal være usagt, men TMS Ringsted-træneren skal i hvert fald ikke beskyldes for at ligge på den lade side.
Hans mandskab, der netop er rykket op i landets bedste håndboldrække, udfordrede topholdet Aalborg langt henad vejen, men da en føring på 15-13 blev smidt over styr på kort tid, reagerede træneren resolut.
- Det her er ved at være helt til grin. Vi skifter lige alle sammen ud, lød det fra Dalmose ifølge TV2, der havde taget en timeout for at forsøge at få holdet tilbage på rette spor.
Som sagt, så gjort.
Næsten hele holdet røg på bænken. Desværre for Ringsted og Dalmose hjalp det ikke på resultatet. Ringsted led et nederlag på 22-31.
- Vi lavede vel seks, syv tekniske fejl, så jeg blev også nødt til at skifte ud i den periode for at give folk chancen. Vi gik fra at være foran med to til at være bagud med fem, så det blev jeg nødt til at gøre. Jeg synes, det var fint. Der var mange gode elementer fra dem, der kom ind at spille, så det var fint, forklarede Dalmose til TV2 om sin beslutning.
TMS Ringsted er efter 10 kampe placeret på næstsidstepladsen, mens Aalborg med sejren skød sig op på andenpladsen.
Dansk toptræner skriver kontrakt med sin datter
Dansk stjerne overfaldet og røvet: Det var en grim oplevelse