Danske EM-profiler i chok inden åbningsbrag: En stor løgn!

Hans Lindberg og Casper U. Mortensen har fået elendigt nyt om deres fremtid på et forfærdeligt tidspunkt

Hans Lindberg skal forsøge at holde fokus i aftenens kamp mod Rusland efter den forfærdelig nyhed om HSV (Foto: Jan Sommer)
Hans Lindberg skal forsøge at holde fokus i aftenens kamp mod Rusland efter den forfærdelig nyhed om HSV (Foto: Jan Sommer)
Følg Håndbold

GDANSK (Ekstra Bladet): Fredag var sorgens dag for håndboldfans og spillere i Hamborg.

Efter flere måneder med manglende løn og frygt for konkurs i storklubben HSV, hvor de to danske EM-fløje Hans Lindberg og Casper U.Mortensen til daglig spiller, blev det en realitet, at klubben ikke kan reddes.

På klubbens hjemmeside meddelte man, at man havde indsendt en konkursbegæring. Der var ikke længere noget at gøre.

Og for de to danske HSV-spillere kom det som et kæmpe chok. Meldingerne havde været positive fra klubbens folk. Men det viste sig, at de blot holdt spillerne for nar.

Det fortæller venstrefløjen Casper U. Mortensen selv i et indlæg på sin egen hjemmeside under overskriften 'Drømmen brast'.

- I går (fredag) fik vi spillere den triste nyhed om at vores klub, HSV, ikke fortsætter. Denne nyhed kom som et chok for os allesammen, da vi havde fået positive meldinger fra klubbens ledelse om at klubben kørte videre. Det viste sig at være en stor løgn, og derfor var det også en elendig følelse, der kom igennem kroppen, da meldingen kom. Dagen derpå virker det stadigvæk uvirkeligt for mig at min klub ikke eksisterer, at HSV Handball er væk, lyder det på selve dagen, hvor EM går i gang for de danske herrer mod Rusland.

Casper U. Mortensen, Daniel Agger og Lasse Svan inden afgangen til EM i Polen (Foto: Lars Poulsen)
Casper U. Mortensen, Daniel Agger og Lasse Svan inden afgangen til EM i Polen (Foto: Lars Poulsen)
 

Skuffet og pissesur
Casper U. Mortensen skiftede i sommer til klubben, hvor Hans Lindberg har spillet de seneste ni år og har bygget hele sit liv op. Faktisk havde 34-årige Lindberg forestillet sig, at han skulle blive boende i den nordtyske by resten af sit liv sammen med familien, konen Jeanette og deres lille dreng Aron.

- Jeg vil gerne takke alle HSV-fans for ni utrolig smukke år. Jeg troede, vi skulle bo i denne by resten af livet. Jeg er stadig i chok over den besked, vi fik i går. Jeg er skuffet, pissesur, trist og forvirret, ligesom alle andre der har HSV Handball i hjertet, skriver Lindberg i en facebookopdatering.

- Jeg vil aldrig glemme den tid.

Ekstra Bladet snakkede fredag med Lindberg kort inden, at konkursbegæringen blev officiel. Her satte højrefløjen ord på den frustrerende periode:

- Det er dybt frustrerende. Vi har ikke fået så meget at vide. Det er da forståeligt, at spillerne søger deres egen lykke. Sådan er det. Det er professionel sport, og det har jeg da respekt for. Men jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, jeg gerne ville have været det foruden.

- Det er en klub, der har betydet rigtigt meget for mig. Det er min niende sæson, og den står mit hjerte nær. Det er den seniorklub, jeg har været længst i, så det er da klart, det er frustrerende.

- Efter et frustrerende sidste sæson var det ligesom år nul, og i år er vi virkelig blomstret op og har fået styr på tingene – spillemæssigt – og jeg synes virkelig, der er basis for noget godt.

Lindbergs groteske skade: Karrieren var i fare

De to danskere har ligesom klubbens andre spillere ikke fået løn i tre måneder. Og det har stået dem frit for at skifte klub. Men mange er blevet og kæmpet, og faktisk har klubben gjort det fantastisk i den tyske Bundesliga.

Man har ikke tabt en kamp siden den svære udekamp mod Kiel i midten af november og indtager en fjerdeplads i ligaen.

- Den største respekt til samtlige spillere og til dig Michael Biegler (træner, red.), for at holde styr på os allesammen, lyder det fra Casper U. Mortensen, der på trods af chokket lover, at fokus er der i kampen lørdag aften.

Det er ikke første gang, at Hamborg har flirtet med den totale dødsdom. I 2014 blev klubben reddet i absolut sidste øjeblik af rigmanden Andreas Rudolph. HSV var ellers sendt i den tredjebedste række, og Lindberg sendt på klubjagt.

Men en pose penge reddede klubben, og Bundesligaen blev udvidet til 21 hold for at få storklubben med. Det er ikke uvant, at over 10.000 tilskuere så med, når der blev spillet hjemme i BarclayCard Arena.

Nu skal både Lindberg og Mortensen ud midt i sæsonen og finde ny klubber. Det samme skal Allan Damgaard, storebror til EM-spiller Michael.

Og for Lindberg skal han finde et helt nyt liv med sin familie.

Forhåbentlig kan de holde fokus, når Danmark møder Rusland kl. 20.15. Ekstra Bladet livedækker kampen med seneste nyt om startopstillinger cirka 45 minutter før kampstart.

Indtil da kan I læse Ekstra Bladets nostalgi-liste over de 25 største danske håndboldspillere nogensinde, og hvordan det er gået dem:
Top 25: De største danske håndboldspillere gennem tiden

Hansen forgyldes: Så meget tjener håndbold-stjernerne

Husker du? Dengang Hans Lindberg fik rødt kort for at nedlægge Anders Eggert - se klippet herunder

 

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.