Danske stjerner kan miste tre titler på en uge

Rasmus Lauge var stærkt spillende, men de franske dommere mistede modet, da Flensburg drønede ud af Champions League i Polen

Håndbold-diskussionen har på det seneste driblet rundt om dommerkendelser, der rent faktisk faldt.

Nordsjælland Håndbolds udtog af ligaen efter dommernes – fejlagtige – fortolkning og brug af reglen om passivt spil, rødt kort til den sjællandske keeper og afgørende straffekast til Tønder. Og senest det røde kort til Estavana Polman kort før pausen i Team Esbjergs semifinale mod Tvis Holstebro.

Men onsdag aften i Polen var alt, som det plejer at være, selv om de franske dommere Thierry Dentz og Denis Reibel sådan set var flittige, når det gjaldt om at kyle spillere ud af banen i den afgørende kamp i Champions League-kvartfinalen mellem Vive Kielce og Flensburg Handewitt.

Otte udvisninger til hver, et hav af straffekast – og ikke én af de kendelser forekom forkert. Men tre sekunder før tid, gik det, som det plejer: Da Flensburg bagud 28-29 havde tre sekunder til at afslutte, score – og sende sig selv til Final 4 – svigtede det franske mod på en polsk hjemmebane.

Rasmus Lauge fik sendt bolden ind til Thomas Mogensen, der godt hjulpet af en polsk tackling på damptromle-niveau ramte gulvet hurtigere, end danskeren normalt går i dørken i en simpel kombination af 100 +-kilo tilsat tyngdekraft.

Se også: Green snød Eggert i tysk drama

Men intet afgørende straffekast til Flensburg!

En udligning til 29-29 ville efter 28-28 på hjemmebane have sendt tyskerne til finalestævne i Køln – nu bliver det i stedet polakkerne, der får fornøjelsen efter en hårdt spillet kamp, hvor den polske fysik demonstrativt sejrede i spillet, hvor det meste i virkeligheden er forbudt. Og skal fortolkes af de stakkels dommere …

Lasse Svan og Rasmus Lauge med hver otte scoringer var stærkt spillende for danskerklubben med en Anders Eggert, der brændte to af tre straffekast. Thomas Mogensen virkede slidt og scorede ligeledes blot en enkelt gang. Kevin Møller kom i slutfasen ind ved et enkelt straffekast og reddede i stor stil – men nytteløst i den sidste ende.

Ond uge truer
Henrik Toft blev kostbar, da han to et halvt minut før tid klodset ragede sig selv og holdet ud i en udvisning ved at fælde polakkernes slovenske playmaker Uros Zorman.

Rasmus Lauge var to gange alvorligt i gulvet – blandt andet efter en vanvidstackling kort før pausen af den overtændte veteran og ni-måls-skytte Michal Jurecki – men overlevede fysisk og spillede, som man alt for sjældent ser det på landsholdet.

Flensburgs bedste mand: Den svenske keeper Mattias Andersson, der bl.a. nappede tre straffekast.

Det kan blive en ond uge for danskerne i Flensburg, der er hægtet alvorligt af i kampen om det tyske mesterskab, nu er ude af Champions League – og i weekenden møder Rhein-Neckar Löwen i semifinalen om den tyske pokaltitel.

Anders Eggert og co. kan miste muligheden for tre titler på blot en uge ...

Se også: Klodset: Landsholdsspiller glemte trøjen

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere