Danskernes onde ånd i kæmpe flop

Et træt ungarsk hold kunne ikke udnytte den sidste livline og led sit tredje store nederlag i mellemrunden

Foto: Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix

Slovenien bliver det fjerde og sidste hold i semifinalerne ved EM i herrehåndbold.

De slovenske spillere kunne fra tilskuerpladserne i Malmö Arena se et træt og modløst ungarsk hold tabe 26-34 til Portugal, og dermed kan ingen true Sloveniens plads blandt de to bedste i mellemrundegruppen.

Holdet følger med Norge, Kroatien og Spanien til weekendens finalestævne i Stockholm og kan endda vinde mellemrundegruppen ved at slå Norge senere onsdag.

Det så ellers godt ud for ungarerne, da de kom videre fra Danmarks indledende gruppe med to point, men siden har festen været forbi.

Nederlaget til Portugal var Ungarns tredje i fire kampe, og holdet har set mere og mere udmattet ud, som mellemrunden er skredet frem.

Ungarn ville med en sejr have tvunget slovenerne til at tage point mod Norge, der foreløbig har vundet rub og stub i turneringen.

Nu kommer den kamp kun til at handle om, hvem der skal slutte som nummer et og to i mellemrundepuljen.

Det er lidt af en nedtur for Ungarn, der ikke bare har tabt tre kampe i mellemrunden, men tabt dem klart.

Et langsomt spillende portugisisk hold havde ingen problemer med at trække den ungarske defensiv rundt i manegen, og efter 16-14 ved pausen blev det hele sat på plads i anden halvleg.

Ungarn fulgte kun med til 22-20 og tabte derefter fuldstændig pusten. De ungarske målmænd reddede nærmest ingenting, og Portugal kunne i ro og mag udbygge forspringet.

Med storsejren er portugiserne sikre på tredjepladsen i puljen og slutter dermed for første gang nogensinde i top-6 ved en slutrunde.

Når Norge og Slovenien mødes senere, spiller de om førstepladsen og dermed en semifinale mod Kroatien.

I en direkte duel om gruppesejren i den anden gruppe spillede kroaterne 22-22 mod Spaniens regerende europamestre, der slutter øverst på grund af en bedre målforskel.

9 kommentarer
Vis kommentarer