Danskertrio sikrer tysk håndboldmesterskab

THW Kiel er tysk håndboldmester for 19. gang efter sejr over Lemgo i sidste spillerunde

Rasmus Lauge (billedet) og Rene Toft Hansen er tyske håndboldmestre med THW Kiel. (Foto: Per Rasmussen)
Rasmus Lauge (billedet) og Rene Toft Hansen er tyske håndboldmestre med THW Kiel. (Foto: Per Rasmussen)

Også i 2015 kan storklubben THW Kiel kalde sig tysk mester i håndbold, efter at nordtyskerne fredag aften vandt med 33-29 hjemme over Lemgo i sidste spillerunde.

Det er 10. gang på 11 år og 19. gang i alt, at mesterskabspokalen havner i byen ved Østersøen.

Med de danske landsholdsspillere René Toft Hansen, Rasmus Lauge samt den unge keeper Kim Sonne blandt profilerne har Kiel vundet 32 af sæsonens 36 Bundesliga-kampe og har dermed igen givet konkurrenterne baghjul.

Så tilgiver publikum i Sparkassen-Arena nok, at holdet ikke helt var oppe i højeste gear i sæsonens sidste kamp, hvor spillerne kun lige akkurat gjorde det nødvendige for at besejre Lemgo, der befinder sig lige over nedrykningsstregen.

Med et forspring på to point og en klart bedre målscore i forhold til Rhein-Neckar Löwen var mesterskabet stort set på plads før sidste kamp, og måske var det derfor, Kiel-spillerne ikke kom helt op i højeste gear.

Rhein-Neckar Löwen med Nikolaj Jacobsen i trænersædet og med Niklas Landin og Mads Mensah Larsen på holdet, må dermed for anden sæson i træk nøjes med sølv.

Landin skifter i øvrigt til netop THW Kiel efter denne sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere