Den evige toer har nu vundet alt

Skæbnen var længe hård ved Niklas Landin, der ramte ved siden af store titler - nu har han de fem største og er kåret som verdens bedste håndboldspiller

Niklas Landin savner tilskuere, men han kan sagtens sætte sig op til en brandkamp en torsdag aften i Kolding. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niklas Landin savner tilskuere, men han kan sagtens sætte sig op til en brandkamp en torsdag aften i Kolding. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det lignede længe en forbandelse.

Niklas Landin var godt nok som 18-årig tredjemålmand med i den GOG-trup, der vandt mesterskabet i 2007. Målmanden blev i 2010 hentet til BSV, der to år i rap tabte DM-finalerne til mægtige AG København.

Så skiftede han i 2012 til Rhein-Neckar Löwen for tre år i træk at se THW Kiel blive tyske mestre, hvorefter han skiftede til netop Kiel – blot for to år i streg at se mesterskabet gå til… Rhein-Neckar Löwen.

På landsholdet vandt Niklas Landin ganske vist EM-guld i 2012, men Danmark tabte VM-finaler i 2011 og grusomt i 2013 plus EM-finalen i 2014 på hjemmebane.

Men alt kommer til den, der kan sulte og vente, og ham, der lignede en evig toer, har nu vundet alt.

Niklas Landin har både OL-, VM- og EM-guld i trofæboksen, i april blev han endelig tysk mester med Kiel, og i mellemjulen stod han et brag af en finale og vandt Champions League i første hug og har dermed vundet samtlige fem af håndboldens ’grand slams’.

Det giver ingen skår i glæden, at mesterskabet på grund af corona blev vundet på et skrivebord og Final 4 uden tilskuere. Til gengæld blev han så også lige kåret som verdens bedste håndboldspiller anno 2019 og opdagede det først, da lykønskningerne væltede ind over mobilen midt i optænding af en havegrill i sommer…

Niklas Landin var flyvende mod Norge, og det lover godt for den danske VM-indsats. For et år siden hang målmanden i bremsen inden EM på grund af dårlig mave. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niklas Landin var flyvende mod Norge, og det lover godt for den danske VM-indsats. For et år siden hang målmanden i bremsen inden EM på grund af dårlig mave. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Det har på alle ledder og kanter været et vanvittigt år for den 32-årige kludekræmmer fra Søborg, der har vundet store titler for øjnene af – næsten ingen…

- Det er halvfesent at spille både på ude- og hjemmebane uden tilskuere, dem savner jeg helt sikkert, men vi må jo bare glæde os over, at vi overhovedet kan spille, siger verdens bedste, der i øvrigt stod blændende torsdag aften mod Norge i en tom hal i Kolding.

- Det er en kæmpe ære, og jeg er mega stolt. Det var jo heldigvis for 2019 og ikke 2020, siger han grinende med en aflevering til et noget kikset EM for et år siden.

Triumfen i Champions League er også til at forstå, selv om den bliver fejret i en menneskeforladt Lanxess Arena.

- Det var fedt! Jeg havde da mine betænkeligheder ved at spille et slutspil, hvor flere spillere har skiftet klub i mellemtiden. Det var specielt, siger Niklas Landin.

Bjarte Myrhol er styrtet i det danske felt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bjarte Myrhol er styrtet i det danske felt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Hvad overbeviste dig om at tage med til VM i Egypten?

- At de kunne fremvise papirer, der viser, at det sundhedsmæssigt er okay. Det var den afgørende faktor. Min kone har også læst protokollen og er tryg ved at sende mig af sted, så nu håber jeg selvfølgelig, at vi kan stole på, de også overholder det, der er skrevet, siger kaptajnen.

Ud over de mange titler tyder det også på, at han igen er blevet kåret som årets far af Pelle og Silje på snart seks og tre år.

- Jeg har været meget sammen med mine børn. Det har været super dejligt, og det har de også sat pris på, kan jeg mærke. De havde det lidt svært, da vi begyndte at træne igen.

Ungerne må – forhåbentlig – undvære farmand frem til efter finalen 31. januar!

Følg Danmarks sidste testkamp inden VM lørdag kl. 20 minut for minut på ekstrabladet.dk...

Herrer-håndbold VM 2021 - sådan fungerer det

Dato: 13.–31. januar 2021
Værtsland: Egypten
Arenaer: Kairo (Kairo Stadion, 16.200), Giza (6. oktober-hallen, 4500), Egyptens nye hovedstad (Handboldarenaen, 7000), Alexandria (Borg Al Arab, 5000)

Format: Otte grupper med fire hold, hvor de tre bedste i hver gruppe går videre til Mellemrunden (fire grupper af seks hold). De to bedste fra hver Mellemrunde-gruppe spiller kvartfinale.

Gruppe A: Tyskland, Ungarn, Uruguay, Kap Verde
Gruppe B: Spanien, Tunesien, Brasilien, Polen

Gruppe C: Kroatien, Qatar, Japan, Angola
Gruppe D: Danmark, Argentina, Bahrain, Congo

Gruppe E:  Norge, Østrig, Frankrig, USA
Gruppe F: Portugal, Algeriet, Island, Marokko

Gruppe G: Sverige, Egypten, Tjekkiet, Chile
Gruppe H: Slovenien, Hviderusland, Sydkorea, Rusland

DANMARKS KAMPE I GRUPPESPILLET

Fredag 15. januar kl. 20.30 Bahrain
Søndag 17. januar kl. 20.30 Congo
Tirsdag 19. januar kl. 20.30 Argentina

Nikolaj advarer: Vi bliver straffet

Forrygende Landin kvalte Norge

VM ramt af kæmpe corona-kaos