Der gik kun fire dage

Gudjon Valur Sigurdsson bekendtgjorde sit karrierestop onsdag, men havde allerede søndag fremtiden på plads. Det islandske ikon skal i de næste to sæsoner være træner for VfL Gummersbach fra 2. Bundesligaen

Gudjon Valur Sigurdsson var tilknyttet Islands landshold i 21 år, og han spillede sin sidste slutrunde tidligere i 2020. Foto: Marko Djurica/Reuters
Gudjon Valur Sigurdsson var tilknyttet Islands landshold i 21 år, og han spillede sin sidste slutrunde tidligere i 2020. Foto: Marko Djurica/Reuters

Det var kun kortvarigt, at islændingen Gudjon Valur Sigurdsson fik lov til at fremstå som en håndboldpensionist i offentligheden, efter at han onsdag i sidste uge meddelte sit karrierestop.

Når håndboldsporten kan genoptages efter coronavirus, går han direkte fra at været spiller i stjernespækkede Paris Saint-Germain til at være cheftræner for VfL Gummersbach i den næstbedste tyske håndboldrække.

Det meddelte holdet fra det vestlige Tyskland sent søndag aften på sin hjemmeside.

Gudjon Valur Sigurdsson har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2022.

Han er en af sine generations bedste fløjspillere, og det synes formentlig overraskende for mange, at han efter en karriere i topklubber som Kiel, Rhein-Neckar Löwen, Barcelona, AG København og PSG skifter til Gummersbach.

Forklaringen skal findes i, at han som spiller havde et vellykket ophold i den tyske klub fra 2005 til 2008, siger han.

- Min familie og jeg har altid følt os godt tilpas i Gummersbach, og vi har gode minder fra vores tid her, så jeg ser virkelig frem til at vende tilbage, siger Sigurdsson.

Han nåede at være islandsk landsholdsspiller i 21 år inden karrierestoppet.

I 2018 satte han verdensrekord, da han ved EM i Kroatien nåede op på 1798 landskampsmål og dermed slog den rekord, som ungareren Peter Kovacs havde siddet på.

I alt nåede han 1879 mål i 365 landskampe og spillede sin sidste slutrunde ved EM i januar i år. Her var Sigurdsson del af det islandske hold, der åbnede turneringen med at slå Danmark med 31-30.

Sport og Spil Shutdown-debriefing: Ballade i F1-kulissen

Michael Maze kører selv ud med maden fra sin restaurant John & Woo. Foto: Anthon Unger Sport og Spil OL-helts nye liv: Nu bringer han takeaway ud

0 kommentarer
Vis kommentarer