Derfor ender 'lorten' hos målmændene

En ny dommerlinje gør delvist EM til noget makværk, siger landsholdets assistenttræner, Lars Jørgensen

Sandra Toft og Althea Reinhardt havde henholdsvis en og tre redninger i kampen mod Frankrig. Det er der en forklaring på, mener assistenttræneren. Foto: Lars Poulsen
Sandra Toft og Althea Reinhardt havde henholdsvis en og tre redninger i kampen mod Frankrig. Det er der en forklaring på, mener assistenttræneren. Foto: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet) Kendsgerningerne, er at det danske forsvar og i sær de danske keepere har haft det umådeligt svært i de seneste kampe ved EM i Frankrig. En del af forklaringen skal findes i en ny dommerlinje.

Det siger landsholdets assistenttræner, forsvarsspecialisten Lars Jørgensen, til Ekstra Bladet.

Når jeg ser på redningsprocenterne for alle målmænd her ved EM, er der en tendens til, at de ikke ligger voldsomt højt. Det tror jeg, skyldes den nye dommerlinje, som har skabt en del usikkerhed blandt forsvarsspillerne. Den har givet markant flere straffekast. Vi fik selv 11 mod Frankrig, og der var 18 i alt i kampene, hvilket er uhørt højt.

Usikkerheden er skabt, fordi de her små skub på ydersiden, hvor man tidligere ikke fik noget, eller allerhøjst et frikast, nu er en gratis chance for angriberne.

Scorer de, så er der mål og endda en udvisning, hvilket betyder, at der kommer flere overtalsminutter. Hvis de brænder, er der næsten garanteret straffekast og en udvisning. Hver gang er der en ny chance.

Det er en kædereaktion, og det betyder, at lorten ender hos målmændene, og derfor er deres procenter dalende. Der er mange frie skud.

En anden forklaring er, at vores forsvar, som ellers i turneringerne op til EM havde været rigtig fint, er blevet sårbart i forhold til den her nye linje. Vores backs har måske en følelse af, at de er nødt til at dække deres yderside lidt mere, end de plejer at gøre. De træder i hver deres retning ud ad i banen, og så bliver der større rum på midten, hvilket gør os sårbare over for de løb, der kommer ned gennem vores kæder.

Det er et øjebliksbillede, som jeg tror, vi godt kan få ændret til de kommende kampe. Krisen er ikke større, end at vi kan regulere nogle ting.

Lars Jørgensen forklarer, hvorfor det ikke ser så godt ud for målmændene. Foto: Lars Poulsen
Lars Jørgensen forklarer, hvorfor det ikke ser så godt ud for målmændene. Foto: Lars Poulsen
 

Men det er ærgerligt, at den nye linje først kommer her ved EM. Den skulle have været indført for alle hold ved sæsonstarten i ligaerne, så man havde haft tid til at vænne sig til den.

I stedet står man ved et mesterskab, som er et stort udstillingsvindue for håndbolden, og så bliver det noget makværk. Det er ikke kun os, der føler, det er ærgerligt. Det gør de andre hold også.

Det er synd for håndbolden, at der altid kommer de her åndsvagheder, som dommerne skal underlægges. De bliver vildt pressede af det, for de vil også gerne dømme finalen.

Hvis de ikke gør det, de får at vide, de skal gøre, får de ikke finalen. Derfor overkompenserer de.

Så Danmark skal også angribe på ydersiden af backerne?

Det gør vi også. Mette Tranborg havde stort held med det mod Frankrig. Det giver jo mindst et straffekast.  

Den franske træner Olivier Krumbholz sagde efter kampen, at han havde forberedt sit hold meget grundigt på det danske stregspil. Det lykkedes meget godt. Danmark lavede kun et mål fra stregen.

Hvad havde i forberedt som et nøglepunkt mod det franske angreb?

Vi havde især deres kontrafase på tapetet og deres centerkryds. Men selv om vi havde forberedt os, fik de succes med at lave mål mod os der. Vi lykkedes kun halvt. Vi holdt fast indtil 8-10, men så rykkede de til 8-14, og så var kampen ligesom afgjort.

Nu møder vi et russisk hold, som også har fintestærke spillere. Hvordan forbereder i jer på dem?

Vi kommer ikke til at ændre vores forsvar radikalt, og vi har da også før spillet gode kampe mod gode hold. Jeg er ikke nervøs for, at det ikke kan bære igennem. Men vi skal være skarpere i en-mod-en-duellerne. Måske ved at stå højere i forsvaret.

Rusland er et meget komplet hold, som spiller flot håndbold. De har et utrolig velsmurt maskineri i det etablerede angreb og et rigtig godt forsvar, erkender Lars Jørgensen.            

Se også: Dansk EM-profil i tårer

Se også: Derfor skred Klavs: - Ville være flot med en lille smule respekt

Se også: Sandheden gjorde ondt på Klavs Bruun

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere