Svenskerne er ellevilde. Faktisk Helle-vilde…
Men det er FC Midtjylland også!
Derfor nægter midtjyderne at slippe tøjlerne i succes-træneren, der har fået klart nej til en ny omgang som dobbeltjobber med det svenske landshold som nebengesjæft.
Det var ellers Helle Thomsen, der som vikar sikrede de blå-gule avancementet til OL i Rio ved at bliver toer i kvalpuljen i Rusland, og august-udflugten til Brasilien er ikke det eneste store pejlemærke for det succesrige landshold på den anden side af Øresund: Svenskerne er også værter for EM i december.
Men FCM vil ikke dele Helle Thomsen med nogen, og cheftræneren vil åbenbart heller ikke slippe klubholdet og lade sig købe ud af kontrakten – hvis den udgang altså på noget tidspunkt har været et reelt tema. Så mange penge har svenskerne altså heller ikke at rutte med.
Succes-Helle: Her griner ingen af et nederlag
Svenska Handbolförbundet opgav ævred i weekenden, mens Helle Thomsen og FC Midtjylland søndag slog Team Esbjerg med tre og gav sig selv gode kort på hånden i kampen om at genvinde DM-guldet.
Aftonbladet kan så i dag afsløre, at det svenske forbund har fundet afløseren. 40-årige Henrik Signell fra Sävehof bliver manden, der snarest præsenteres som ny landsholds-boss – men også på deltid ved siden af klubjobbet.
- Det er korrekt, at jeg har fået en forespørgsel om at blive forbundskaptajn, og den skal jeg nu tage stilling til, siger Henrik Signell til den svenske avis.
Han var oprindelig tiltænkt posten som assistent for Helle Thomsen, men er ligesom Richard Møller Nielsen i sin tid ikke for fin til at deltage i en fest, selv om det er på afbud.
- Det bekymrer mig ikke. Det var helt naturligt, at forbundet først spurgte Helle Thomsen, siger Henrik Signell.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.