Det danske Mie-rakel: Det er helt surrealistisk

Mie Højlund døjer med køresyge, men fredag aften var det hende, der gjorde de svenske flickor svimle

Mie Højlund i centrum dagen derpå. Her bl.a. sammen med Lærke Nolsøe i XXL Arena, hvor stemningen mildest talt var god oven på sejren over svenskerne. Foto: Lars Poulsen
Mie Højlund i centrum dagen derpå. Her bl.a. sammen med Lærke Nolsøe i XXL Arena, hvor stemningen mildest talt var god oven på sejren over svenskerne. Foto: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet): Mie Højlund har tendens til køresyge, og derfor skynder den 21-årige hvirvelvind sig altid at falde i søvn så hurtigt som muligt, når hun ser 18 tons stål på hjul.

Fredag aften var det i den grad det danske stjerneskud, der gav de granvoksne svenske flickor i midterforsvaret køresyge og en lektion i slalomkørsel. Hun satte kugler i krogen på langskud, fandt nærmest ikke eksisterende huller i granit-defensiven, scorede fra fløj og lagde lækre afleveringer til stregspillerne.

Det ene Mierakel efter det andet!

Lørdag eftermiddag i silende fransk sjaskregn er der let træning i en stemning, der kunne minde om en sjov omgang tømmermænd.

- Det er svært at falde i søvn bagefter. Nerverne er helt oppe at ringe, adrenalinen pumper, og kampen kører igennem hovedet. Jeg tror, jeg faldt i søvn klokken fire. Jeg synes godt nok, det tog sin tid.

Er du normalt en sovetryne?

- Ja, når jeg kører i bus, sover jeg. Men jeg kan sagtens være en sovetryne, hvis jeg gerne vil.

Hvordan var det at vågne lørdag morgen?

- Det var lidt vildt, synes jeg.

Vågnede du med strakte arme og frøs?

- Haha. Det er altså lige før. Folk var glade til morgenmaden, og selv om jeg var træt, så er det jo lidt nemmere at stå op, når man har vundet sådan en kamp på den måde.

Mie Højlund har to gange meldt fra til en slutrunde, men denne gang er den 21-årige endelig med. Fredag viste hun hvorfor. Foto: Lars Poulsen
Mie Højlund har to gange meldt fra til en slutrunde, men denne gang er den 21-årige endelig med. Fredag viste hun hvorfor. Foto: Lars Poulsen

Du kan vel også tillade dig at være tilfreds med dig selv?

- Jo, det var dejligt at komme ind og få noget spilletid og vise, at jamen… Jeg har noget at byde ind med. Jeg fik tilført noget fart i angrebsspillet, og det er jeg rigtigt godt tilfreds med, så jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne tænke mig til en bedre startkamp end den her.

Det virker som op, du er en type, der ofte har let ved at bryde ud af mønstrene. Korrekt?

- Jo, det vil jeg sige, jeg er. Som type tager jeg tingene meget, som de kommer, og jeg spiller bare det spil, jeg kender til. Det er at gå mod mål hele tiden. Det viste jeg også mod Sverige.

Er du fuldstændig uimponeret over at være til din første slutrunde?

- Nej, det er jeg ikke. Det er en kæmpe oplevelse at stå her – helt surrealistisk. Men når jeg har rørt bolden et par gange, tænker jeg ikke over, at det er et EM. Bagefter kan det godt virke lidt vildt.

Lidt upassende
Nervøs?

- Jo. Da jeg sad i bussen og satte min musik på, kunne jeg godt mærke, jeg blev meget nervøs. Maven begyndte lidt at… Du ved, jeg fik sommerfugle. Men det går lidt af, når man varmer op.

Hvilken musik har Mie Højlund blæsende i hovedtelefonerne?

- Jeg vil helst ikke nævne titler på sange, for de er lidt upassende.

Det vil jeg da meget gerne høre…

- Haha. Du får ingen navne, men det er god musik med godt tempo og en god bas, som får mig i det rigtige humør.

Hvilken genre er vi ude i?

- Det kan være pop og så meget andet. Volbeat hører jeg også.

Men titlerne er under bæltestedet?

- De forbliver hemmelige!

Se også: Lettet Klavs Bruun: Sandra lovede at redde det sidste straffe

Se også: Dansk stjerne stod i vejen: Jeg vidste, jeg ville få rødt kort

Se også: Super Sandra: Jeg vidste hun ville lave en 'isse' på mig

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere