Jävla skit!
Det er slut for Sveriges anfører ved VM i håndbold.
Stjernen Jim Gottfridsson må sidde ude med et brud på hånden, når Sverige fredag spiller semifinale mod Frankrig på hjemmebane i Stockholm.
Allerede efter syv minutter af onsdagens kvartfinale mod Egypten gik det galt, og Gottfridsson måtte forlade banen og se resten af kampen fra bænken - med en forbinding om hånden.
Det nedslående scanningsresultat fra hospitalet fik han natten til torsdag.
- Jeg var selvfølgelig meget ked af det. Jeg sov i halvanden time i nat, siger han ifølge svenske Expressen.
- Jeg var ked af det i går, og der var et par tårer. Det gælder også om at rejse sig. Det er i modvind, at en drage flyver. Sådan er det også denne gang. Det er ikke sidste gang, jeg står på en håndboldbane.
Vil stadig være med
Skaden holder Gottfridsson fra banen i mindst to måneder, men han rejser ikke hjem med det samme.
Han insisterer på at blive med holdet til den bitre ende - om det så bliver på bænken eller blandt tilskuerne på tribunen.
Svenskernes norske landstræner, Glenn Solberg, har efter sigende allerede givet Gottfridsson besked om, at den 30-årige venstre back ikke kommer til at sidde på bænken til fredagens semifinale.
Gottfridsson, der til dagligt spiller i storklubben SG Flensburg-Handewitt, må altså nøjes med at heppe med fra tilskuerrækkerne.
Finalen spilles søndag - ligeledes i Stockholm.
I mellemtiden er det danske landshold fløjet til Gdansk i Polen, hvor Spanien venter i fredagens anden semifinale.