Dommen over håndboldligaen: Sådan er det gået din klub

Håndboldligaen er gået VM-ferie. Ekstra Bladet bedømmer her hver enkelt klubs indsats

Lukas Karlsson er med KIF Kolding København et godt bud på et kommende mesterhold. Se herunder, hvordan det er gået det hold, du holder med. (Foto: Anders Brohus)
Lukas Karlsson er med KIF Kolding København et godt bud på et kommende mesterhold. Se herunder, hvordan det er gået det hold, du holder med. (Foto: Anders Brohus)

KIF Kolding København

 

Kun to nederlag i 30 kampe på godt fire måneder fortæller alt om KIF Kolding Københavns store klasse. Det mærkværdige hold med over 200 km mellem de to hjemmebaner har i Champions League gennembanket de forsvarende mestre Flensburg-Handewitt og spillet lige op med verdens mest vindende hold Barcelona.

I ligaen har vicemestrene fra Aalborg snuppet tre af fire mulige point og fået revanche for sidste sæsons nederlag i DM-finalerne.

Bo Spillerberg har på ny været en af profilerne for KIF Kolding København. (Foto: Claus Bonnerup)
Bo Spillerberg har på ny været en af profilerne for KIF Kolding København. (Foto: Claus Bonnerup)

Udover at være suveræn i ligaen har Danmarks nr. 1 kurs mod mindst en 2. plads i puljen i Champions League.

Undervejs har holdet været ramt af skader - bl. a. Lars Jørgensen (hjernerystelse), Kim Andersson (brud på en finger) og senest stortalentet Lasse Andersson (springerknæ) - men det har ikke påvirket resultaterne.

Aalborg

 

Tre af fire point mod KIF Kolding København er et godt bevis på, at den tidligere landsholdsstjerne Jesper Jensen har fået en flot start på trænerkarrieren hos ’de store drenge’.

Den mangeårige Skjern-spiller, der tyvstartede som træner hos det nu lukkede damehold fra Vejen, har ellers ikke fået den nemmeste start med en håndfuld topnavne udenfor med skader, deriblandt landsholdsnavne som Marcus Mørk, Isaias Guardiola, Olafur Gustafsson.

Emil Berggren og Aalborg har noget at juble over med et flot efterår. (Foto: René Schütze)
Emil Berggren og Aalborg har noget at juble over med et flot efterår. (Foto: René Schütze)
 

Det 19-årige norske stortalent Sander Sagosen har været den store oplevelse i både ligaen og Champions League sammen med ’vikaren’, svenskeren Emil Berggren, der selv kom forbi og tilbød sin skudkraft for at være tættere på kæresten, Tvis Holstebros VM-bronzevinder Jamina Roberts.

HC Midtjylland

 

Oprykkerne er allerede tæt på slutspillet takket været nogle gode indkøb i form af bl. a. en håndfuld tidligere Skjern-fightere med Kristian Gjessing i spidsen.

Der er masser af rutine og stor bredde hos midtjyderne, som i det daglige ikke behøver at dukke sig i forhold til FCM på fodbold- og damefronten samt Herning Blue Fox i ishockey.

Heino Holden Knudsen og HC Midtjylland har som oprykkere gjort det godt. (Foto: Anders Brohus)
Heino Holden Knudsen og HC Midtjylland har som oprykkere gjort det godt. (Foto: Anders Brohus)
 

Midtjyderne fik ellers den værst tænkelige start med premierenederlag til Skanderborg, men siden har den tidligere Kolding- og Skjern-spiller, finnen Patrick Westerholm, får styr på tingene og sluttede 2014 med 11 af 12 mulige point.

Han har i øvrigt set sig varm på landsmanden Jac Karlsson i Mors-Thy, som har fået et ’tilbud’. 

Bjerringbro-Silkeborg

 

Fire spillere er tilbage efter den store hovedrengøring på banen og udenfor, hvor direktør Frank Lajer er den seneste, som er gået ud af døren.

Der har i starten været en del svingende resultater, men processen, som assistentlandstræner Peter Bredsdorff-Larsen står i spidsen for, har vel været vellykket taget i betragtning, at klubbens dyreste spiller, den norske stjerne Kristian Kjelling, på ny er skadet.

Michael V. Knudsen er en af dem, der trækker læsset i Bjerringbro-Silkeborg. (Foto: Claus Bonnerup)
Michael V. Knudsen er en af dem, der trækker læsset i Bjerringbro-Silkeborg. (Foto: Claus Bonnerup)
 

Han er formentligt på vej tilbage til Norge, hvor målkongen har flirtet med bl. a. den tidligere storklub Drammen.

BSV’s to seneste indkøb, sloveneren Peter Pucelj og svenske Rickard Lönn, ligner nye fejlindkøb af en klub, som til gengæld kan glæde sig over, at Michael V. Knudsen, Søren Rasmussen og sloveneren Sebastian Skube har leveret .  

Mors Thy

 

Den tilbagevendte træner Jan Paulsen har fået så meget styr på tingene på Bette Balkan, at forrige sæsons sensationshold igen er begyndt at drømme om slutspillet.

Det gode forsvar er udgangspunktet for et hold med flere skarpe individualister i den modsatte ende.

De er ved at finde melodien i Mors Thy. (Foto: René Schütze)
De er ved at finde melodien i Mors Thy. (Foto: René Schütze)
 

Efter at have haft økonomisk problemer har holdet fra det nordvestlige hjørne af Jylland også fået styr på den del.

Formanden Heino Vigsø er pludseligt stoppet. Det var ham, som egenhændig smed succestræner Jan Paulsen ud, men efterfølgende måtte komme krybende tilbage, da afløseren Anders Thomsen var en kæmpe fiasko.

GOG

 

Det var ikke nok at støve den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen af for at finde afløseren for den nye Flensburg-målmand Kevin Møller.

Med Frank Mikkelsen som supplement mellem stængerne er GOG kommet i gang, selv om sydfynboernes absolutte stjerne, stortalentet Niclas Kirkeløkke, er langtidsskadet med skulderen.

GOG rundede med en god slutspurt 2014 flot af. (Foto: Anders Brohus)
GOG rundede med en god slutspurt 2014 flot af. (Foto: Anders Brohus)
 

Det samme gælder for forsvarsklippen Lasse Kronborg, der efter en kort opdukken igen er udenfor og langt fra landsholdsvarmen.

Syv kampe i streg med seks sejre og en uafgjort har betydet et gevaldigt hop i tabellen, hvor GOG er blandt bejlerne til en af de sidste pladser i slutspillet.

Skjern

 

Med tre VM-emner i bagkæden burde Skjern have været helt fremme i forreste række.

Det startede da også fint anført af en velspillende Kasper Søndergaard, hvor vestjyderne suverænt var det mest scorende hold.

En position, som Skjern fortsat indtager, men det hjælper ikke ret meget, når man er udsat på bl. a. målmandsposten.

Kasper Søndergaard er som altid velspillende i Skjern, der dog har lidt problemer. (Foto: Claus Bonnerup)
Kasper Søndergaard er som altid velspillende i Skjern, der dog har lidt problemer. (Foto: Claus Bonnerup)
 

Skjern har fyret træner Ole Nørgaards to forgængere, serberen Veroljub Kos og svenskeren Krister Lindgren, men u-landstræneren er ’fredet’ og får formentligt forlænget aftalen trods manglende succes i ligaen.

I EHF Cup’en er Skjern fortsat med.

Ribe Esbjerg

 

Efter en forrygende start i kraft storspil af U21-landsholdsmålmand Sebastian Frandsen er Ribe Esbjerg gået i stå og dumpet ned i tabellen.

Efter ni sejrsløse kampe fik vestjyderne stoppet nedturen med sejre over Århus og Skanderborg.

Sebastian Frandsen, der er kaldt en Niklas Landin-kopi, kan snart været tabt for Ribe Esbjerg.

Således har en storklub som Barcelona allerede vist interesse for den lange målmand, der pt. er ligaens bedste og overstråler en herre som Kasper Hvidt.

Målmanden er ikke alene om at pynte på holdet. ’Vandrepokalen’ Morten Nyberg, senest Tvis Holstebro,men tidligere bl. a. Århus, Nordsjælland og Ajax, har vist sig at være et fint indkøb.

Lemvig Thyborøn

 

Det er gået meget bedre end sidst for Lemvig, hvor det blev til direkte nedrykning.

Et løbevilligt vestjysk mandskab har overraskende mange point på kontoen og er uden for fare for lide samme skæbne som i 2012 og rykke direkte ud.

Den store spiller, Søren Nørgaard, har efter mindre heldige ophold i Tvis Holstebro og Ribe Esbjerg fundet sin rette klub.

Han er det nye navn i Top 3 på topscorerlisten.

Lemvig Thyborøn var tilbage i bedstefars tid, Nr. Nissum KFUM.

Tvis Holstebro

 

To erfarne landsholdsspillere, Anders Oechsler og svenske Jonas Larholm, er indkøbt til at stabilisere det talentfulde mandskab for bl. a. at undgå ’nedsmeltninger’.

Efterårets spiller, Michael Damgaard, og co. fortsætter dog med at smide sikre føringer og sejre væk, og det har kostet mod bl. a. Aalborg, hvor Tvis Holstebro nærmest surrealistisk på 17 minutter satte en ni måls-føring over styr og tabte med et mål.

Michael Damgaard har været den store profil for Tvis Holstebro. (Foto: René Schütze)
Michael Damgaard har været den store profil for Tvis Holstebro. (Foto: René Schütze)
 

Alt for meget er lagt på skuldrene af Michael Damgaard, der godt nok har grønt lys til at skyde på alt.

Tvis Holstebro har til gengæld europæisk succes og videre i EHF Cup’en, hvor vestjyderne som bekendt var i Final 4 i forrige sæson.

Århus

 

Den rutinerede trio, Jan Tromle Nielsen, Henrik Hansen og Mads Lind, har indimellem været så fraværende, at det har kostet en del point.

Sidstnævnte har i øvrigt meddelt et karrierestop til sommer.

Århusianerne har det svært uden sin erfarne rygrad, og talenterne har ikke været klar til at stå på egne ben.

Erik Veje Rasmussen dirigerer - og det er der brug for i Århus, der ikke har imponeret. (Foto: Claus Bonnerup)
Erik Veje Rasmussen dirigerer - og det er der brug for i Århus, der ikke har imponeret. (Foto: Claus Bonnerup)
 

Træner Erik Veje Rasmussens tropper har i efteråret skuffet mere, end holdet har imponeret og kan ikke føle sig sikre på at komme i slutspillet.

Udenfor er Århus uden direktør, efter at Henrik Lundorff er stoppet.

SønderjyskE

 

Den ellers næsten uindtagelige hjemmebane i Skansen har på det seneste slået gevaldige revner.

SønderjyskE er af samme grund i store vanskeligheder med hensyn til målet om at komme i slutspillet.

Sønderjyderne hænger fortsat på, men hvordan ville det have set ud, hvis ikke man havde fået fat i landsholdsfløjen Casper U. Mortensen som erstatning for en langtidsskadet Andreas Toudahl.

Denne kontroversielle fløj er topscorer i de nye omgivelser.

SønderjyskE’s europæiske debut blev kort efter et unødvendigt nederlag til svenske Guif Eskilstuna.

Skanderborg

 

En masse skader er en del af forklaringen på Skanderborgs mildest talt miserable efterår.

Det viste sig også at være en dårlig beslutning at sige farvel til forsvarskrumtappen Kasper Poulsgaard.

Målmand Kasper Larsen, der er samme gyldne årgang som VM-målmændene Niklas Landin og Jannick Green, har længe været ude med en hjernerystelse efter et skud i hovedet, lige som den tilbagevendte topscorer, Jonas Langerhuus, først nu er ved at være klar til at spille for Skanderborg.

Ligaens yngste træner, Nicolej Krickau, 27 år, er virkelig kommet på en opgave, som i sidste ende kan knække ham.

Den kritiske situation er ikke gjort bedre ved, at sportschef Jesper Kock netop er løbet fra posten og stoppet i utide.

Odder

 

Oprykkerne er i gang med at lave en Silkeborg.

Med modsat fodboldkollegerne kan Odder fremvise en sejr i første sæson-halvdel.

Det var endda over arvefjenden og naboen, Skanderborg, hvilket tæller meget mere end to point på de kanter.

Morten Dueholm har det svært i Odder-målet. (Foto: Ernst van Norde)
Morten Dueholm har det svært i Odder-målet. (Foto: Ernst van Norde)
 

Undervejs har Odder hentet sig nogle gevaldige klø og flere gange tabt med 10 mål eller mere.

Det har resulteret i ligaens dårligste forsvar.

Odder ligner allerede en direkte nedrykker, da der modsat eksempelvis Skanderborg ikke er tegn på, at der er forstærkning på vej.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere