Drama helt til sidst: Danmark lever efter uafgjort

Nikolaj Jacobsens tropper fik kun 24-24 mod Ungarn, og nu afhænger skæbnen bl.a af, at Island slår Ungarn – og Danmark ordner Rusland

Foto/redigering: Lars Poulsen/Signe Skov

MALMØ (Ekstra Bladet): Det var alt andet end Skåne-kost, der blev serveret mandag aften ovre i Asien!

Nej, for et giftigt drama, da Danmark med et yderste af neglene holdt liv i drømmen om en tur til Stockholm den sidste weekend af EM. Men den hænger i en tynd, tynd tråd. Det blev 24-24 i en heftig, taktisk affære, hvor de hvidblusede konstant hang efter – og alligevel havde chancen for sejr.

Nu skal Island ondulere Ungarn i den sidste kamp, og Danmark skal slå Rusland med to overskydende. Det sidste tror vi trods alt stadig på. Men et islandsk hold, der er sikkert videre mod disse ungarere…

Den er langt fra sikker.

Nikolaj Jacobsen fik eddermame gnasket tyggegummi! Det blev gennempryglet, centrifugeret og slynget rund i kæften på en dansk landstræner, der sandt for dyden fik noget at spekulere over på det, der næsten lignede den yderste dag.

Fotos: Lars Poulsen

 

I hvert fald i dansk EM-sammenhæng.

Det kan godt være, Ungarn mangler sine to største profiler, men der er altid andre, der er klar til at tage over i dén nation, og nok berømmer vi gang på gang fynboen for hans taktiske evner – men magyarernes chefkok, Istvan Gulyas, havde godt nok rørt godt og grundigt rundt i gryden og kreeret en gryderet grumt krydret med flammende paprika.

Han pudsede Bendeguz Bokal op i snotten på Rasmus Lauge og Adrian Sipos helt op i hovedet på Michael Damgaard – eller hvem der nu overtog rollen som dansk venstre back. Danmark brændte ti (10!) pæne, store og indimellem enorme chancer alene inden pausen, og et febrilsk dansk hold begik samtidig seks grumme tekniske fejl de første 30 minutter.

Danmark faldt hele tiden i baghold, blev lokket ind i den ungarske gryde i midten og sakset og savet over af en modstander, der i den grad var klar til nok engang at drille Danmark.

Når kameraet panorerede ud over de minimum 5000 danske ellevilde tilskuere i Malmö Arena var det helt tydeligt, at der var dømt klamme håndflader – og så er det jo fornuftigt nok at BIDE neglene ned til rødderne. En tre-i-ener ville være smuttet i alle mulige, mærkelige retninger.

Nikolaj Jacobsen  vekslede heftigt spillere ind og ud af en kamp, hvor Mikkel Hansen brændte straffekast, Ramus Lauge begik fejl på fejl, og der blev brændt lystigt. Normalt siger trænere jo, at det er okay at brænde, bare man spiller sig til chancerne.

Fotos: Lars Poulsen

 

Denne mandag aften lignede det sgu et hurtigt EM-exit ved 6-10 for et rådvildt dansk mandskab, der ledte og ledte efter dynamitstænger og trylleformularer, der kunne ændre slagets gang.

Holdet fik fat, da Niklas Landin i en periode leverede store redninger, og 6-10 efter 19 minutter blev i en ruf på otte minutter til udligning 10-10. And the crowd went crazy!

De havde nok engang chancerne for endelig at gå i front, men, men, men… Så brændte Magnus Bramming pludselig efter tre sikre pletskud på tre forsøg, Rasmus Lauge hamrede fra halvspids bolden et par meter over det fjerne hjørne, Magnus Saugstrup fyrede på stolpen… Ikke flere nævnt – flere glemt…

Dominik Mathe kunne i halvlegens sidste sekund banke Ungarn på 13-11 ved pausen, og så var det pludselig de få ungarske fans, man kunne høre, mens danskerne gik til pølsevognene i forhallen: Ria-ria, HUN-GA-RIA!

De danske fans brølede taktfast DANMARK, DANMARK, DANMARK. Forsøgte at mase danskerne ud af den ungarske skruestik og rem over et EHF-blå halgulv. Forgæves i lange perioder.

Ungarn førte 16-13 efter 35 minutter, og reporterne kunne godt have brugt en klat harpiks blot for at holde fast på pennene!

Dansk timeout umiddelbart efter. Syv mod seks, et par Landin-parader og bum: Danmark oppe at snuse ved 15-16. Niklas Landin fortsatte storspillet, plukkede den tre etager høje Bence Banhidi helt blank, og Mads Mensah kom tordnende som en rambuk gennem den ungarske defensiv og udlignede til 18-18 efter 43 minutter.

Så kom der pludselig et par bolde, Niklas Landin normalt ville afværge, og vupti: 18-20! Danmark fik chancen for en ny udligning ved 20-21, Mikkel Hansen brændte symptomatisk nok, og umiddelbart – efter nok en Landin-parade – en ny grotesk fejl. Denne gang af Mads Mensah. Den kostede så både en udvisning til Rasmus Lauge og ungarsk straffescoring til 20-22.

Fotos: Lars Poulsen

 

Vanvid på skånsk!

Vi berømmer den brede danske trup. Men bortset fra Niklas Landin og Magnus Bramming var der fejlmeldinger på alt andet i den danske værktøjskasse. 21-23 syv minutter før tid. Jannick Green ind til straffe – og han reddede sgu!

Magnus Bramming bankede sin sjette scoring ind til 22-23. Seks minutter tilbage – og klamme armhuler! Magnus Bramming stjal en bold i forsvar, blev kørt over af en ungarer og trak en udvisning. Danmark på bolden for udligning. 23-23 ved Anders Zachariassen.

Fem minutter igen…

Ny redning af Niklas Landin! Fire tænderklaprende minutter retur på uret. Alle tilskuere oppe at stå, flere spillere nede at ligge. René Toft med sin første træffer til 24-23! Første føring i kampen.

DAN-MARK, DAN-MARK, DAN-MARK.

Fejl af Rasmus Lauge… Ungarsk udligning til 24-24. Halvandet minut tilbage – og et blodtryk, der kunne sprænge de billigste målere. Mikkel Hansen brændte på randen af nøl. Otte sekunder retur og ungarsk timeout…

Så skete der heller ikke mere…

Billedgalleri: Danmark - Ungarn

1 af 24 
2 af 24  Foto: Lars Poulsen
3 af 24  Foto: Lars Poulsen
4 af 24  Foto: Lars Poulsen
5 af 24  Foto: Lars Poulsen
6 af 24  Foto: Lars Poulsen
7 af 24  Foto: Lars Poulsen
8 af 24  Foto: Lars Poulsen
9 af 24  Foto: Lars Poulsen
10 af 24  Foto: Lars Poulsen
11 af 24  Foto: Lars Poulsen
12 af 24  Foto: Lars Poulsen
13 af 24  Foto: Lars Poulsen
14 af 24 
15 af 24  Foto: Lars Poulsen
16 af 24  Foto: Lars Poulsen
17 af 24  Foto: Lars Poulsen
18 af 24  Foto: Lars Poulsen
19 af 24  Foto: Lars Poulsen
20 af 24  Foto: Lars Poulsen
21 af 24  Foto: Lars Poulsen
22 af 24  Foto: Lars Poulsen
23 af 24  Foto: Lars Poulsen
24 af 24  Foto: Lars Poulsen

Roland Mikler jubler over en redning i kampen lørdag mod Rusland. Foto: Lars Poulsen Håndbold - 13. jan. 2020 - kl. 14:53 Hans bog er propfyldt med Mikkel Hansen

Niklas Landin satser stærkt på, at et indledende nederlag kan vække de danske løver til fornyet dåd mod Ungarn - og at han bliver på banen kampen ud. Foto: Lars Poulsen Håndbold - 12. jan. 2020 - kl. 17:54 Av min tarm: Jeg havde voldsomme smerter

Se også: Tyskland afværger kollaps og er videre ved håndbold-EM

Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Årets danske sportsbilleder

197 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere