Efter 10 års fravær: Dansk stjerne henter kæmpesejr i comeback-kamp

Jesper Nøddesbo vendte efter ti år hjem til Danmark med tre scoringer og et brændt straffekast – BSV slog Aalborg med otte

Jesper Nøddesbo gjorde lørdag comeback i den bedste danske række efter mange år i udlandet. (Foto: Claus Bonnerup)
Jesper Nøddesbo gjorde lørdag comeback i den bedste danske række efter mange år i udlandet. (Foto: Claus Bonnerup)

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Det var så varmt, at en tur i Botanisk Haves væksthus ville have forekommet svalende, og en fransk kartoffel ville have virket læskende!

Men det var også dagen, da Jesper Nøddesbo for alvor vendte ’hjem’ til BSV – og i hvert fald til Danmark. Der skal nok have siddet et par lystige kvinder et eller andet sted på lægterne og håbet på, at den langhårede gud fra Hammerum på et eller andet tidspunkt smed trøjen eller fik den flået af i Aalborgs betonforsvar.

Men de blev snydt. Til gengæld ikke snydt for en sikker sejr til hjemmeholdet, der bankede mestrene fra Aalborg med 36-28 efter 17-12 ved pausen.

Også for at se Jesper Nøddesbo entre sin ny hjemmebane fra start. Der gik faktisk ti minutter, før han rejste sig fra bænken og daffede hen mod klisterbøtten med harpiks og smurt håndværktøjet ind til snarlig aktion – og et stift minut senere løb den tidligere FC Barcelona-spiller ind på banen til de første øretæver på dansk, siden han i 2007 smuttede til storklubben i Catalonien.

Faktisk debuterede Jesper Nøddesbo allerede tirsdag aften i pokalturneringen, hvor han og BSV ’valgte’ at lade sig slå ud i Tønder, og Jesper Nøddesbo såmænd brændte et straffekast i slutfasen af kampen, der endte med en snæver sensationssejr til sønderjyderne på 26-25.

Men den store stregspiller var sikkerheden selv, da han første gang afsluttede og bragte BSV i front 11-7, og jubelen kendte ingen grænser, da han senere øgede til 15-9 på sin signatur-disciplin: Et vanligt, vanvittigt vinklet gevindskud uden om Aalborg-målmanden Mikael Aggefors – nu blev selve udførelsen nu også lige gjort en anelse lettere af, at Jesper Nøddesbo forinden lige havde ryddet Martin Larsen af vejen med en bulldozer-tackling…

Men anyway… Folket var tilfreds.

Hjemvendte Jesper Nøddesbo var selvsagt hovedpersonen, da BSV slog Aalborg lørdag eftermiddag. (Foto: Claus Bonnerup)
Hjemvendte Jesper Nøddesbo var selvsagt hovedpersonen, da BSV slog Aalborg lørdag eftermiddag. (Foto: Claus Bonnerup)
 

Lignede en afklapsning
Det havde publikum også al mulig grund til at være – i hvert fald dem, der kom fra Silkeborg, Bjerringbro og tilliggende herreder. BSV maste næsten alt liv ud af de danske mestre i første halvleg og gik via 3-0, 9-6 på 14-8 og 17-12 ved pausen.

Det lignede en ny alvorlig afklapsning til de danske mestre fra Limfjorden, da BSV i starten af anden halvleg gik fra 17-14 til 21-14. Aalborg Håndbold tabte tirsdag 17-27 til Skjern i Super Cup og har slet ikke fundet gearet endnu i sæson ét uden mirakel-manden Sander Sagosen.

Andreas Holst gjorde det ellers flot med et hav af træffere for Aalborg i en kamp, der hurtigt var blottet for elementær spænding. Lange Nikolaj Markussen pryglede bolde i kassen, som det passede ham, Sebastian Frandsen stod godt i målet for BSV.

Virtuosen Sebastian Skube spillede stærkt på en lørdag, hvor BSV samtidig kunne annoncere, at den begavede slovener har forlænget kontrakten med et år, så den nu løber til 2019. Men playmakeren var formentlig heldig at slippe med en to minutter udvisning, da han flåede Patrick Wiesmach ned i en aalborgensisk kontra.

Og Jesper Nøddesbo? Han er i den grad landet, og de mest fanatiske fans tilgiver nok, at han brændte et straffekast ved stillingen 31-23 - Mikael Aggefors havde vist for længst luret, at der nok kom et gevindskud efter et arsenal af finter, og det kom der!

Til gengæld bragte han med sin tredje scoring i kampen BSV på 33-25, og så var der ikke et øje tørt i Silkeborg, hvor han i slutningen også blev afvist af stolpen.

Se også: Stor DM-revanche: Mestrene smadret

Se også: Mikkel Hansen forlænger med PSG frem til 2022

1 kommentar
Vis kommentarer