Efter forrygende triumf: Klar til fires dages druk

Team Esbjerg-keeperen har en klar ambition om at møde ind i landsholdslejren med buldrende tømmermænd

Sandra Toft bliver sjasket til i champagne og Carlsberg øl efter triumfen i Ikast. Nu går turen til fest, landshold og Frankrig. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sandra Toft bliver sjasket til i champagne og Carlsberg øl efter triumfen i Ikast. Nu går turen til fest, landshold og Frankrig. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

IKAST (Ekstra Bladet): Hun har ikke været den bedste målvogter i ligaen i denne sæson. Men stil en stor pokal op på en piedestal, og Sandra Toft får ild i øjnene og eksplosiver i samtlige led og legemsdele.

Den 29-årige landsholds-målmand lukkede butikken og sendte Team Esbjerg på guldkurs på en svær udebane, og så kunne champagnen proppes og gulvet i Ikast søles ind i sur, fransk boblevand, der altid smager bedst, når man indtager det via porrerne i huden…

Team Esbjerg lukkede ballet i Ikast med en sejr på 20-19 over Herning-Ikast. Det blev spændende til sidst, men vestjyder forstår naturligvis den svære kunst at ride en storm af. Også på håndboldbanen.

Sandra Toft tog tæt på hver anden bold i en første halvleg, der blev en demonstration i defensiv organisation i topklasse fra begge kvindskaber tilsat en ordentlig ladvogn tekniske fejl.

Undtagen i målet hos folkene fra vest- og nu også guldkysten! Hun stod længe på 50 pct. og endte på 45. Det er også ret okay…

Sandra Toft har prøvet at vinde EHF Cup med Tvis-Holstebro, tre norske mesterskaber og pokaltriumfer med Larvik. Hun prøvede i 2013 at stå som taber i en DM-finale mod netop Herning-Ikast – eller FCM Håndbold, som det hed dengang.

Det var vel den titel, der manglede?

- Det var det lige præcis den titel, der manglede.

Den største, du har vundet?

- Det er svært at rangere titler, men den er i hvert fald større end de tre norske mesterskaber med Larvik. Altså… For MIG er det større at blive dansk end norsk mester, og så har jeg jo også prøvet at vinde noget Europa Cup tidligere. Men det her er meget, meget stort. Det er mission completed, at jeg lige når at blive dansk mester, inden jeg flytter til Frankrig.

Du efterlader et hus, der er gjort rent…

- Ja!

Er I også danske mestre i at fejre guld, tror du?

- Ja, det tror jeg. Vi har nogle piger, der er ret gode til at feste, og der er også allerede arrangeret en masse, siger Sandra Toft, mens jublende esbjergensere i rødt brøler:

ESBJERG, ESBJERG, ESBJERG!

Masser af power, masser af udstråling. Sandra Toft gav den fuld gas og stod med redningsprocenter på 45 i begge finalekampe. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Masser af power, masser af udstråling. Sandra Toft gav den fuld gas og stod med redningsprocenter på 45 i begge finalekampe. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Hvad skal der ske?

- Jeg er ret sikker på, vi skal med en partybus hjem til Esbjerg, hvor der er et af diskotekerne, der holder åbent for os. Jeg tror, vi skal feste lige, til vi skal møde ind på landsholdet på mandag!

Tror du, du har tømmermænd, når du hilser på Klavs Bruun?

- Ja, det tror jeg, man har, når man har efter fire dages druk!

Du spiller forrygende i de to finalekampe. Hvad er det, du hiver op?

- Jeg ville jo rigtigt gerne være danmarksmester, og jeg vidste, der ville være brug for mig, så jeg stemplede ind. Men det gjorde vi nu alle sammen. Det er megastort. Det var det, jeg kom til Esbjerg efter, og nu går jeg efter at blive fransk mester næste sæson, siger en stadig ædru Sandra Toft.

Det fik hun vist lavet om på senere…

Guld-Sandra!

Se også: Groggy Sandra: - Jeg har det godt

Se også: Guld-Sandra strålede i vanvittig DM-finale

Se også: Tager første skridt mod DM-guld

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere