Det har været en turbulent tid i Dansk Håndbold Forbund (DHF) med intern ballade og sportschef Ulrik Wilbeks opsigelse i kølvandet på herrernes OL-triumf i Rio.
Endnu er en ny sportschef ikke ansat, og selv om generalsekretær Morten Stig Christensen har titel af fungerende sportschef, så har den uafklarede situation betydning for herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson.
Islændingen har kontraktudløb til sommer, og efter han har ført et landshold til en historisk OL-guldmedalje, ville mange forbund nok skride til forlængelse hurtigt efter.
Men rygterne om mulig fyring af Gudmundsson under OL og Wilbeks opsigelse under den efterfølgende ballade gør, at det fortsat er uvist, om islændingen også er landstræner, når det bliver sommer.
- Det har jeg ingen intention om at vende i pressen, siger Morten Stig Christensen, da TV2 Sport spørger til en eventuel forlængelse af landstrænerens kontrakt.
Gudmundur efter Wilbek-kaos: Overvejer fremtiden
Generalsekretæren fortæller, at det har været en længere proces at ramme en jobbeskrivelse til en ny sportschef, men at han håber, at jobbet kan være besat inden årsskiftet.
Det betyder også, at Gudmundur Gudmundsson kan komme til at vente nogle måneder endnu på afklaring.
Ifølge generalsekretæren kan en eventuel forlængelse meget vel lande på en ny sportschefs bord.
- Det ved jeg ikke. Men det kunne være en mulighed. Det kommer jo an på, hvor længe det kommer til at tage at finde den rigtige til jobbet som sportschef, siger Morten Stig Christensen.
Selv virker landstræneren rolig omkring sin situation. Han har tilkendegivet, at han gerne bliver i sædet, og dialogen omkring samarbejdet er da heller ikke helt død.
- Jeg har aftalt med Morten Stig Christensen, at vi skal holde et møde og tale om fremtiden enten i slutningen af oktober eller starten af november, siger Gudmundsson til TV2 Sport.
Landin om Wilbek-rygter: Det skete der under OL
Klavs Bruun kritiserer spillere: I bærer ansvaret for Wilbek-exit