Eksperter: Wilbek og Pytlick var en tikkende bombe

Håndboldeksperterne Søren Herskind og Peter Bruun Jørgensen er ikke i tvivl om, at der længe har eksisteret et anstrengt forhold mellem Ulrik Wilbek og Jan Pytlick

Se video fra pressemødet og Pytlicks afsked her. Klik på 'Næste' for at se mere fra pressemødet

Det gik ikke stille for sig, da Jan Pytlick mandag satte ord på sit dramatiske farvel til landstrænerposten ved et pressemøde i Odense. Dansk Håndbold Forbund stod for skud, og i flere omgange rettede Pytlick mærkbar kritik mod organisationen og i særdeleshed sportschef Ulrik Wilbek.

- Den sidste periode kunne der godt have været mere opbakning. Jeg havde håbet, at en udnævnelse af en sportschef havde givet mere. Jeg har savnet støtte, sagde Pytlick blandt andet.

Modangrebet kommer ikke som den store overraskelse for Danmarks Radios håndboldekspert Søren Herskind. Han ser flere grunde til den voldsomme reaktion fra Pytlick og er ikke i tvivl om, at det har været en form for befrielse for den nu forhenværende landstræner, at han for egen regning endelig har kunnet lufte sin utilfredshed.

- Jan Pytlick er en flink mand og roder sig normalt ikke ud i sådan noget som dette. Han har helt sikkert været frustreret over situationen, siger Herskind til Ekstra Bladet.

- Hvis man kigger på den retorik, Dansk Håndbold Forbund har praktiseret, har organisationen ikke stået i kø for at bakke ham og det arbejde, han har udrettet, op.

(Foto: Ole Frederiksen) Håndbold Pytlick i modangreb: Hvor var støtten, Wilbek?
I denne organisation har Ulrik Wilbek været frontfigur som sportschef siden 2012, og den tidligere herre- og damelandsholdstræner har derfor også haft en en nøglerolle i forhold til bruddet med Pytlick.

- Forholdet mellem de to har virket anstrengt. Det har været svært for Jan Pytlick pludselig at have Ulrik Wilbek som chef. De første mange år af Pytlicks tid som landstræner var der jo ingen sportschef i DHF, siger Herskind.

- De har en historie, der går langt tilbage. Pytlick overtog Wilbeks job hos kvinderne i sin tid, og der er ikke tvivl om, at de ikke er perlevenner. Det er ingen hemmelighed.

Den opfattelse deles af Peter Bruun Jørgensen, der under den seneste EM-slutrunde har figureret som ekspert for TV2 Sporten. Han er heller ikke i tvivl om, at Wilbek har haft en hel del at skulle have sagt i forhold til den afskedigelse, der søndag blev en realitet.

Sportschef Ulrik Wilbek er uforstående over for Jan Pytlicks kritik. (Foto:POLFOTO) Håndbold Wilbek til Pytlick: Hvad snakker du om?

- Havde de to været allerbedste venner, havde Wilbek nok kæmpet mere for Pytlick, end tilfældet har været. De to har ikke haft det bedste forhold under forløbet, og når man så bliver fyret, så er luften jo iskold, siger Peter Bruun Jørgensen til Ekstra Bladet.

- Wilbek har haft en central rolle i det her, men var Jan Pytlick kommet hjem med en fjerdeplads efter et godt EM, var han ikke blevet fyret, lyder det videre.

Men udfordringen i Ungarn blev ikke løst tilfredsstillende, og derfor måtte der tages konsekvens heraf. Den opgave løste Ulrik Wilbek sammen med sine nærmeste i DHF, og resultatet blev en hård besked til Jan Pytlick: 'Smut selv, eller vi smider dig ud'.

Jan Pytlick og Ulrik Wilbek skal ikke længere samarbejde. (Foto: Lars Poulsen) Håndbold Kryptisk Wilbek: Derfor er Pytlick færdig

- Hvis man skal være toptræner i så mange år, er det nødvendigt at træffe hårde beslutninger ind i mellem. Det gen har Ulrik Wilbek. Han er snu og dygtig i det politiske spil, og det er også derfor, at han passer perfekt i rollen som sportschef, lyder vurderingen fra Peter Bruun Jørgensen.

Ifølge Søren Herskind er det en af de helt afgørende forskelle på de to personer, der i løbet af det seneste døgn har indtaget de ubestridte hovedroller i det store drama.

- Ulrik Wilbek er absolut en hård nyser. Han er om nogen en politiker, og det er Pytlick ikke. De to er i virkeligheden meget forskellige. Wilbek har godt styr på sit bagland og er meget opmærksom på ikke at havne i nogen situationer, hvor han kan komme i klemme. siger Søren Herskind.

- Jan Pytlick er mere en 'håndbold-mand'. Den anden del interesserer ham ikke så meget. Det er han måske blevet fanget i, fortæller eksperten.

0 kommentarer
Vis kommentarer