Danmark-Ungarn 23-20 (11-9)
DEBRECEN (Ekstra Bladet): RIA-RIA – HUN-GA-RIA!
Det kan godt være, at de ungarske fans bag Sandra Tofts mål (i anden halvleg) ikke lige kendte til alle de mere spidsfindige kapitler i håndbold-reglerne, men bakke op… Det ka’ de sgu.
Det var også nødvendigt i lange perioder. Og til sidst hjalp det alligevel ikke. Værterne er ude af EM – Danmark avancerer pludselig til andenpladsen med pæne chancer for at byde de spanske toreadorer trods allerede på onsdag.
Pludselig ser alting meget lyst ud for Jan Pytlick og hans disciple, der faldt jublende om halsen på hinanden med saltvand sprøjtende ud af samtlige porer. Skrigende flænsede luften over Debrecen, hvor Danmark også for ti år siden afviste ungarerne – og nu gjorde det igen.
De førte komfortabelt gennem anden halvleg (bl.a. 22-15), og selv om ungarerne kom tættere på til sidst, var sejren ikke for alvor i fare – så det blev ved lidt løs og meget glad hoppen på stedet både ved bænk og i ’guldklumpen’ midt på egen banehalvdel.
Måske med baggrund i de mange skader, der pludselig vælter ned over holdet.
Hvis man nogen sinde skal drømme om et mareridt af en optakt til en skæbnekamp ved et EM, så er det bestemt ikke umuligt, Jan Pytlick vil pege på lige præcis den 15. december 2014 og nævne kampen mod Ungarn.
Et er, at bagdøren i bussen ikke kunne lukke, så spillerne for en gangs skyld uden at lyve kunne bruge klicheen om at rykke sammen i bussen…
Ramt af uheld
Noget helt andet er de ulykker, der ramlede ned over kvindskabet allerede under opvarmningen. Pernille Holst Holmsgaard vædrede Lotte Grigel, så den grædende Esbjerg-spiller måtte bæres ud med en knæskade.
Pernille Holmsgaard brød også sammen i gråd, og det er jo den slags, der aldrig er den bedste opladning til en kamp – slet ikke på et kvindehold.
Stine Jørgensen fik prygl gang på gang i det ungarske forsvar og måtte sidst i første halvleg ud til behandling på bænken for en smadret højre skulder, og fyssen Birte Andersen stod uden held og vred i bevæge-apparatet, mens Lotte Grigel sad og kølede ned i is-maskinen.
Norge er klar til EM-semifinalen
Men taktisk snilde har vist aldrig været en ungarsk parade-disciplin. Hverken i OL-finaler eller i kampe som den mandag aften. Efter en kvart drømmestart og foran 5-2 fik holdet problemer med at bryde gennem den ungarske defensiv.
Men landstræneren spillede så kortet med at tage målmanden ud, klemme Kristina Kristiansen ned i den blå overtrækstrøje og køre med to stregspillere – og vupti. Tre nemme kasser alene på den konto.
Ungarn bed dog fra sig og halede ind på minus to ved pausen og kom på 11-11, da målmandssatsningen kostede scoring i tomt bur. Forinden havde ’Mulle’ dog i første halvleg, fanget i målet, snuppet et forsøg ved at lukke af indenom.
Lidt skræmt – man anyway!
Louise Burgaard kunne åbenbart heller ikke deltage med så meget oven på et par døgn med halvhøj feber, og med Stine Jørgensen ude af drift og en Anne Mette Hansen, der hurtigt kostede et par boldtab – om end hun også dygtige fandt Susan Thorsgaard på stregen – så det tyndt ud på den danske bænk.
Men, men, men! Kaptajn Line Jørgensen gik forrest, da det kneb. Solide tryk ind i kassen i begge halvlege, og så erobrede den lange københavner fra Midtjylland et hav af bolde i drabeligt dueller med de ungarske spillere.
Dansk optur: Spanien led choknederlag
Den 24-årige anfører fik sko i hovedet og skarpe albuer i nyrerne, når hun lå på gulvet i slagsmål med op til to ungarere ad gangen, men hun vandt stort set alle bolde.
Sådan! Det var ikke dans på slap line – det var fight på stram stålwire.
Maria Fisker gik så ind på den problematiske back og leverede både træffere og flotte indspil – kombineret med en jætte-indsats i et dansk forsvar, der kamp for kamp, nærmest minut for minut, tætnes omkring aksen med Pernille Holst Holmsgaard og Louise Svalastog.
Lotte Grigel blev kørt hjem til hotellet og skal scannes i løbet af tirsdag formiddag.
Men Danmark lever for alvor i turneringen og kan gå i semifinalen ’blot’ med uafgjort mod Spanien på onsdag – og så fortsætter festen sgu weekenden over i Budapest. ¨