MALMØ (Ekstra Bladet): Der var problemer i Stavanger før Møbelringen Cup, og der er i særklasse tekniske udfordringer i Malmø to dage før, Danmark skal spille sin første EM-kamp mod Montenegro.
Begge steder er det nemlig skøjtehaller, der lægger is-tid til håndboldens mere parket-agtige gulve. Sidste weekend i Norge knagede gulvet voldsomt som kælvende is og bulede op, så processen med at holde gulvet nogenlunde i vater blev mere langstrakt, end det var planlagt. Alt var dog perfekt, da Møbelringen Cup gik i gang.
I Sverige er det Malmö Isstadion, der danner rammen om de klistrede EM-løjer, og her er problemet tilsyneladende det samme. Fredag var det bedøvende ligegyldigt, efter som den danske trup havde fået en hel fridag til at gennemføre rejsen fra Sydhavnen til Skåne, og al træning var af samme årsag aflyst efter et par hårde dage i øvelokalerne.
Men lørdag formiddag var spillehallen heller ikke klar, og Klavs Bruun Jørgensen måtte sende spillerne i aktion i en træningshal ovre hos genboen Baltiska Hallen, hvor gulvet i øvrigt var så koldt, at man skulle tro, der rent faktisk var is nedenunder.
Søndag skulle udfordringerne med at planke gulv oven på genstridig is imidlertid være overvundet, garanterer arrangørerne, så holdet når altså at stifte bekendtskab med såvel underlag som spillehal, hvor der er plads til 5800 tilskuere – forleden var hallen mindre end halvt udsolgt.
Gulvet er i øvrigt det samme, der blev brugt under mændenes U20 EM i Kolding i slutningen af juli og august.
Lørdag trænede holdet fra kl. 10 til 12. Anne Mette Hansen døjer tilsyneladende lidt med ryggen og fik sær-behandling af fysioterapeut Mikkel Hjuler. Spillere som Anna Sophie Okkels og Stine Bodholt sprang den indledende fodboldkamp over, og uden at genere nogen kan vi vist godt i denne snævre kreds afsløre, at der er grunde til, at DBU ikke har været på rov efter nye talenter i håndboldens verden.
Sandra Toft og Kristina Kristiansen afslørede dog nok engang, at de tidligere i karrieren har haft – og stadig har – styr på spillet langs jorden med den lidt større kugle, og Fie Woller viste sig desuden frem som resolut boks-angriber med visse tekniske udfordringer.
Men nu er det heldigvis også hånd-arbejde, de er bedst til, og søndag eftermiddag skulle de ifølge planen få lov til at entre Malmö Isstadion på et perfekt lagt gulv.
Danmark spiller første kamp mandag kl. 20.45 mod Montenegro.
Grigel og Co. undgik grumt jet-lag
Klavs Bruun: Jeg er fløj-tende ligeglad
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.