HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): EM blev ikke helt, hvad hverken vi eller Niclas Kirkeløkke selv havde håbet på. 17 sporadiske spilleminutter fordelt over hele fire kampe – og én sølle kasse fra manden, der bærer på nationens store forventninger, når det gælder kvalificeret venstrehånds-flækkeri.
Ungtyren fra Gudme stjal så til gengæld en stor del af rampelyset, da GOG i overbevisende stil løb mestrene fra Aalborg Håndbold sønder og sammen i den første af lørdagens to pokalsemifinaler ved stævnet i Holstebro.
32-23 lød sejren på efter 15-12 ved pausen – og med Niclas Kirkeløkke noteret for fem scoringer, et par assists og hele to ’steals’, da han forudseende i returløb opsnappede to Aalborg-udkast.
Venstrehånden fra GOG var også i den grad involveret i kampens helt store drama, der kostede nordjydernes forsvarsklippe, René Antonsen, rødt kort. Nicklas Kirkeløkke blev tacklet fra siden i et raid mod Aalborg-forsvaret, rejste sig irriteret fra gulvet, fordi han mente at have fået et slag i ansigtet undervejs.
Det var der nu ikke noget, der decideret tydede på, og René Antonsen blev åbenlyst så rasende over beskyldningen, at han frustreret skubbede til fynboen. Det må man heller ikke… Og efter en kort konference dommerne imellem drønede det røde kort op af kortlommen kort inde i anden halvleg ved stillingen 17-14 til GOG.
Aalborg måtte spille to gange to minutter i undertal, hvilket dog delvist blev opvejet af en hurtig udvisning til fynboerne kort efter. Men faktum er uanset, at Aalborg Håndbold aldrig kom tættere på de gulblusede fynboer, der førte med både fem, seks, syv og såmænd også ni scoringer, som anden halvleg efterhånden løb tør for minutter.
GOG er dermed klar til årets pokalfinale søndag eftermiddag, hvor modstanderen bliver vinderen af lørdagens anden semifinale mellem værterne fra TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg Håndbold.
Så lykkedes det: Komiker bliver sponsor i Superliga-klub
Færdig i Danmark: Håndboldens sex-aktivist stopper
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.