Ærlig Damgaard: Spanien og Sverige har taget røven på os

Den danske skytte kan ikke huske, hvornår han sidst har set et dansk hold være så skuffet, som det var tilfældet efter nederlaget mod Sverige

Sverige uddelte et knockout til Danmark og Michael Damgaard i semifinalen. Foto: Lars Poulsen
Sverige uddelte et knockout til Danmark og Michael Damgaard i semifinalen. Foto: Lars Poulsen

ZAGREB (Ekstra Bladet): Det er dagen derpå for de bristede, danske drømme om en plads i EM-finalen i Kroatien. De danske spillere så også en kende slukørede ud til pressemødet i Arena Zagreb, hvor deres drømme aftenen inden var blevet knust af Sverige.

- Den har vi ikke håndteret helt endnu, tror jeg, siger Michael Damgaard om den skuffelse, det er at misse finalen.

- Det er lang tid siden, jeg har oplevet os allesammen være så skuffede efter en kamp, som vi var i går. Vi ved allesammen, at vi havde en god mulighed for at stå i finalen, og det har ikke noget at gøre med, at vi spiller mod Sverige, det har noget at gøre med, at vi havde spillet os i en position, hvor jeg synes, at vi spillede rigtig, rigtig godt. Vi havde lært meget i løbet af den her turnering og stod nu i den semifinale, hvor vi skulle bevise, at vi var det bedste hold på banen, men det gjorde vi desværre ikke ... Så ja, det var lidt hårdt.

Har taget røven på de fleste
Damgaard fik kun tre minutter og seks sekunder på banen mod Sverige, hvor han nåede at fyre kanonen af to gange - dog uden at få nettet til at blafre. Søndag hedder modstanderen Frankrig i kampen om bronze, og skytten garanterer, at det danske hold nok skal være mentalt klar til den kamp.

- Der er da ingen tvivl om, at dagen i dag og optakten, den bliver lidt anderledes, måske lidt mere afslappet, der er stadig nogle følelser, der lige skal ud af kroppen, men når vi først står der et par timer før kampen i morgen, så skal du ikke være i tvivl om, at samtlige af os går på banen for at vinde kampen, som var det en finale. Vi vil have et eller andet hjem med herfra.

Det var nok de færreste, der havde tippet en finale mellem Sverige og Spanien før EM's start, hvor især Danmarks kommende modstander ellers plejer at være fast inventar.

- Spanien har gjort det fantastisk, synes jeg. De to (Sverige og Spanien, red.) har, for at sige det lige ud, taget røven på de fleste hold. Frankrig bliver en lidt anden størrelse. Vi ved allesammen, hvilke kvaliteter, de besidder, de har nogle af de bedste spillere gennem tiderne, og jeg er heller ikke i tvivl om, at de rigtig gerne vil vinde i morgen, siger han.

Se også: Total dansk nedtur - EM-festen er forbi

Se også: Landin dropper fødestuen - vil vinde bronze

26 kommentarer
Vis kommentarer