Fruen har plukveer: Landin i telefon-beredskab inden semifinalen

Niklas Landin har telefonen liggende hos pressechefen, men han er ikke sikker på, han får besked, hvis den ringer fredag aften…

Hver gang telefonen ringer, kan Niklas Landin være på vej hjem til Kiel. Her var det dog falsk alarm. Foto: Lars Poulsen
Hver gang telefonen ringer, kan Niklas Landin være på vej hjem til Kiel. Her var det dog falsk alarm. Foto: Lars Poulsen

ZAGREB (Ekstra Bladet): Han ser noget bestyrtet ud, da han entrer halgulvet i Arena Zagreb torsdag eftermiddag med telefonen klinet til højre øre. Niklas Landins hustru er sat til at føde 6. februar, plukveerne har taget til – og Kevin Møller er kaldt til den kroatiske hovedstad.

Det hører immervæk til sjældenhederne, at en landsholdsspiller går på barsel midt i en EM-semifinale, og vi kommer heller ikke til at se Niklas Landin styrte ud af banen midt i et svensk angreb fredag aften.

Målmanden har ikke telefonen med i baglommen – men den er lige i nærheden, hvis Liv ringer hjemme fra Kiel

- Da jeg fik mit første barn, spillede vi VM i Qatar lige forinden, og dengang var der heller ikke nogen, der vidste noget om det.

- Du har planlagt det lidt mere snert på denne gang…

- Den er lidt presset denne gang i forhold til 2015, hvor min kone fødte 14. februar.

- Men du har timet det sådan, at du lige kunne få slutrunden med?

- Nej.

- Hvordan får du besked, hvis der sker noget under kampen?

- Pressechefen har min telefon, så det er der styr på. Jeg ved ikke, om jeg får det at vide, hvis den ringer under kampen. Om aftenen kan jeg alligevel ikke rigtigt gøre noget i forhold til at komme hjem, så jeg tror, jeg først får besked bagefter. Men jeg går ikke ud fra, det bliver aktuelt, så derfor tænker jeg slet ikke i de baner.

- Er der sket noget aktuelt i forhold til at hente en målmand ned?

- Nej, ikke andet end at Liv fik lidt kraftigere plukveer. Vi står i en semifinale nu, og det ville være ærgerligt, hvis hun skrev til mig om formiddagen på en kampdag, og Kevin Møller så ikke kunne nå et fly og frem til kamp. Derfor er han på vej nu.

Niklas Landins første barn blev også født tæt på en slutrunde efter VM i Qatar i 2015. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landins første barn blev også født tæt på en slutrunde efter VM i Qatar i 2015. Foto: Lars Poulsen

- Er du tryg ved situationen, hvis du pludselig skal rejse hjem til Kiel?

- Jannick har jo stået fantastisk i denne turnering, så det er jeg helt rolig ved, og det er jeg sikker på, resten af spillerne også er.

- Også i forhold til at Kevin kommer ind i et EM på den måde?

- Årh, det er selvfølgelig svært at komme udefra, men lad os nu se. Det er ikke en tanke, som roder rundt i hovedet på mig.

- Har det påvirket dig undervejs, eller har du været i stand til at rense dit hoved?

- Jeg har følt, der har været fokus på det, der skulle være fokus på, og det har ikke rumsteret under kampene.

- Har du svenske oplevelser, der har printet sig fast i din hukommelse?

- Ja, der har da været nogle store kampe. Sidste år ved VM vandt vi med to i gruppen, vi tabte kvartfinalen ved OL i London, der var EM i 2012, hvor vi slog Sverige i allersidste kamp og spiller fantastisk. VM i 2011 hvor vi også slår Sverige i mellemrunden og spiller fantastisk. Der har været mange store opgør, som jeg ser det.

- Du stod fantastisk i første halvleg mod Tyskland – længes du ikke efter en hel kamp, hvor du bagefter kan sige: Her fyrede jeg den af?

- Jo, det er klart. Især mod Tyskland, hvor det blev svært i anden halvleg, i og med de hele tiden kom til 100 pct. chancer, fordi de spillede med en mand ekstra. Men ja, jeg havde da gerne spillet på højere niveau, men det har jeg nu to kampe til at få vendt. Og heldigvis står vi nu i en semi, selv om jeg ikke har leveret på det niveau, jeg gerne ville, siger Niklas Landin.

Fredag aften må da gerne selv blive ramt af veer efter at have plukket en snes svenske kanonkugler…

Landstræner Nikolaj Jacobsen viser evnerne frem i et andet boldspil sammen med datteren Sille. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Håndbold-drengene afslører: Her er det bedste ved at blive far

Se også: EM-bombe! Landin skal være far - indkalder afløser

Se også: En var ren verdensklasse - to mand dumper efter storsejr

Se også: Cool Landin om gravid hustru: - Hun kan sagtens holde den

30 kommentarer
Vis kommentarer