Håndbold-heltenes opskrift på sejr: Kopierer EM-heltene fra '92

Landsholdet har fejret sejren over Tyskland med en tur på McDonalds og en fridag

Se Landstræner Nikolaj Jacobsens pressemøde efter sejren over Tyskland her (Video: Lars Poulsen)

SVETI MARTIN (Ekstra Bladet): Det var mere end blot en håndfuld småting, der klikkede, da Danmark i sommeren 1992 vandt deres første og eneste europamesterskab i fodbold.  

John Faxe Jensen ramte den som bekendt lige i røven, usvigeligt sikre Van Basten var lige pludselig ikke så sikker, da Peter Schmeichel stod inde på stregen, og så var der også lige en tur på McDonalds, der er gået over i historien. 

Netop en tur på den gyldne måge blev det også til for de danske håndboldherrer efter 26-25 sejren over Tyskland søndag aften – og det var tiltrængt, forstås det. 

- Det var en lille bonus fra DHF's delegation, at vi lige kunne få lov til at få lidt McDonalds-mad, der tæller lidt plus når vi har gået og hakket i den samme buffet i 14 dage nu, og som virkelig ikke er interessant længere, siger Rasmus Lauge. 

Det var ikke godt humør, der manglede blandt spillerne til mandagens pressemøde. Her Mads Mensah Larsen. Foto: Lars Poulsen
Det var ikke godt humør, der manglede blandt spillerne til mandagens pressemøde. Her Mads Mensah Larsen. Foto: Lars Poulsen

Mads Mensah var da også godt tilfreds med, at det lige blev til et kort afbræk fra hotel-buffeten. 

- Buffetten er fin nok, men det er jo bare det, at det begynder at smage af det samme, fordi det er det samme, så det var rart nok lige at komme et andet sted hen.  

Ingen tysk trøst
Udover en ny madoplevelse og den flotte sejr over Tyskland, kunne de danske spillere glæde sig over at få en fridag - og så endda på en mandag. Spillerhotellet ligger ganske afsides, så det vrimler ikke med muligheder for spillerne, men de fleste Ekstra Bladet snakkede med havde alligevel fundet en måde at bruge dagen på. 

Anders Zachariassen fik besøg af kæreste og barn, som han glædede sig voldsomt til at hilse på til frokost. Kæresten og hans forældre var også i hallen til kampen søndag aften, og senere dukker svigerforældrene såmænd også op i Zagreb, hvor den sønderjyske klan har base helt frem til slutningen af mesterskaberne. 

- Det er dejligt, de gider bruge så meget tid på at følge mig og landsholdet. De er virkelig en stor støtte, siger Anders Zachariassen.

Morten Olsen spiller til hver dag i den tyske Bundesliga, og han ville da også bruge fridagen på at træne med en tysk holdkammerat. Foto: Lars Poulsen
Morten Olsen spiller til hver dag i den tyske Bundesliga, og han ville da også bruge fridagen på at træne med en tysk holdkammerat. Foto: Lars Poulsen

De fleste spillere luftede også en plan om at slå et smut forbi træningslokalet.

- Familien bliver derhjemme, så jeg skal bare slappe lidt af – og så skal jeg over at træne. Jeg aftalte i går med min klubkammerat Kai Häfner, at vi lige kunne gå over at træne sammen. Han vil også gerne træne, og det er jo ligesom at tage en kop kaffe sammen. Så får vi også lige snakket lidt, lød det fra Morten Olsen.  

- Hvad snakker man så lige om efter sådan en kamp? 

- Lidt om, hvad der gik godt og skidt, og hvordan det går sådan i det hele taget. 

- Skal du så trøste ham? 

- Nej, det må han selv finde ud af.

Se også: Sådan går Danmark videre - uden at spille!

Se også: Højrefløjen tager magten: Vi har jo 70 års erfaring

5 kommentarer
Vis kommentarer