Landin dropper fødestuen - vil vinde bronze

Kaptajnen går planken ud og spiller bronzekampen søndag, selv om barselsvikaren er på plads – men han vil have en medalje med hjem

Niklas Landin og René Toft Hansen forsøger at forstå, hvad det lige var, der skete. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin og René Toft Hansen forsøger at forstå, hvad det lige var, der skete. Foto: Lars Poulsen

ZAGREB (Ekstra Bladet): Normalt helt i verdensklasse, men dette EM har bestemt ikke været Niklas Landins. Kaptajnen er da også den første til at indrømme, at han er langt fra at være tilfreds med sig selv.

- Hvad er du mest skuffet over?

- Jeg er skuffet over min egen indsats. Den er jeg slet ikke tilfreds med, siger Niklas Landin, der er lodret uenig med dem, der kunne lancere en teori om, at danskerne undervurderede de blå-gule.

- Vi undervurderede dem bestemt ikke. Jeg betragtede kampen som fifty-fifty, og vi har haft kæmpe problemer med svenskerne tidligere, siger målmanden, der når som helst kan blive far.

Men lige nu og her er der åbenbart ingen planer om en hurtig retur til Kiel for at være sammen med Liv og resten af familien. Kevin Møller er som bekendt ankommet til Zagreb som mulig barselsvikar.

- Tager du hjem?

- Det har jeg ikke lige overvejet endnu.

- Du spiller bronzekampen også?

- Ja, det regner jeg med.

- Kan man hive sig op til det?

- Det bliver vi nødt til. Det vil være ekstremt frustrerende at have brugt så lang tid på det her og så rejse hjem uden noget som helst. Vi skal hive os op, det bliver vi nødt til, selv om vi er ekstremt skuffede.

Mikkel Hansen kæmpede i begge ender. Med succes i angrebet - og lidt med sig selv i forsvaret, hvor han blev udfordret gang på gang. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen kæmpede i begge ender. Med succes i angrebet - og lidt med sig selv i forsvaret, hvor han blev udfordret gang på gang. Foto: Lars Poulsen

- Hvad er din forklaring på kampen i dag?

- Vi får ikke styr på den defensive del og deres små, hurtige spillere, der ofte kommer på kant af forsvaret. Vi kunne egentlig godt have lagt det endnu mere kompakt sammen inde i midten, for de har jo ikke gevaldigt med fløjskud i dag. Derfor er det meget skuffende at stå her og konstatere, at de er løbet igennem i midten, når planen var at holde forsvaret kompakt.

- Forsvaret har ellers fungeret glimrende, men sejlede i dag. Hvorfor?

- Ja, det har set ganske udmærket ud. Men igen… Svenskerne er vel lidt af det, Tjekkiet også var tidligere i turneringen. Nogle små, hurtige spillere, som kommer på kant af vores store forsvarsspillere. Det bliver ikke bedre af, at vi i målet taber duellen til de svenske keepere, så bliver det svært at vinde en håndboldkamp, siger Niklas Landin.

- Vi fik aldrig fat og havde følelsen af, at vi var ovenpå i forhold til svenskerne. Vi spiller bare dårligere, end svenskerne gør.

Se også: Sverige går amok: Største overraskelse i historien

Se også: Total dansk nedtur - EM-festen er forbi

Se også: Så kom Nikolajs første fiasko

Se også: EM-sensation: Spanien er i finalen

46 kommentarer
Vis kommentarer