MURSKO SREDISCE (Ekstra Bladet): Så er skodderne smasket i! Nikolaj Jacobsen har lukket såvel torsdagens som fredagens træning i den fine skolehal i Mursko Sredisce et langskud over floden Mura til Slovenien på den anden bred.
Nu handler det i dag og i morgen udelukkende om de taktiske giftigheder, der kan overraske Ungarn i Danmarks åbningskamp på lørdag i Varazdin. Magyarerne slog os som bekendt ud af VM’s ottendedelsfinale for et år siden i Albertville, men siden har de rød-hvide dog klaskede dem halvanden gang med uafgjort i EM-kvalen i Budapest og klar sejr på dansk grund.
Mikkel Hansen er ankommet i voldsomt højt humør, temmelig meget sort tape rundt om det problematiske højre knæ og deltager for fuldt skrald – i hvert fald i de indledende manøvrer, pressen var velkommen til at overvære, inden jerntæppet sænkede sig over landsholdet.
Den danske superstjerne med adresse i Paris var til den afgørende EM-eksamen i går på Osnovna Skola, og den fulgte Ekstra Bladet naturligvis minutiøst.
Her kan du se, hvordan Mikkels dag forløb.
10.34: Mikkel forlader omklædningsrummet og går ind i hallen. I dag iført shorts, der åbenbarer et højre knæ smurt ind i sort tape, så det ligner en gigantisk edderkop. Der er røget et par ruller…
10.39: Nikolaj Jacobsen pifter, kalder til rundkreds og forklarer dagens program.
10.40: Mikkel løber frem og tilbage i selskab med Mads Mensah og en bold knuget i næverne. Konstant snakkende.
10.46: Topmøde ved den ene målstolpe i selskab med Lasse Svan og Morten Olsen. Mikkel taler igennem…
10.47: Siddende udstrækning.
10.50: En lille sprint ned til modsatte mål.
Artiklen fortsætter under billederne...
10.54: Øvelser på bænken.
10.56: Spiser ører, da fodboldspillerne sænker en stor plade med et drøn.
10.58: Søger i sikkerhed bag målnettet sammen med Anja Greve.
11.00: Fodboldkampen blæses af, Mikkel lunter ludende hen til en tår vand.
11.05: Skyder på Jannick Green, Nikolaj Jacobsen kommer over til kort snak.
11.07: Konkurrence: To hold – hver spiller i fire spurter på forhindringsbane. ’Vi spiller om to spurter,’ råber Nikolaj.
11.11: Mikkels hold taber… ’Kom nu Mikkel,’ råber landstræneren grinende under straffespurten, der åbenlyst ikke er heftig nok.
11.15: Håndboldtræning, forsvar. Mikkel med på holdet med grønne veste sammen med Casper U. Mortensen, Rasmus Lauge, Henrik Møllgaard, brødrene Toft, Mads Mensah og Hans Lindberg på skift foran Niklas Landin. (billede 6)
11.23: Mikkel tackler Peter Balling helt ned til endevæggen og griner triumferende bagefter.
11.35: Klapper af en scoring, mens han er ude af forsvaret. Burde vel egentlig holde med sit eget hold…
11.40: Angrebstræning. Starter inde i bagkæden, der desuden består af Rasmus Lauge og Morten Olsen.
11.46: Hamrer bolden i kassen via den ene stang og griner højlydt.
11.49: Springer meget højt, fyrer af – og forbi. Han græmmer sig.
12.01: Kort drikkepause.
12.04: Spil til to mål. Angrebsholdet i rundkreds med Nikolaj.
12.08: Mikkel i fuld fart knalder trods tackling bolden i kassen og ryger hen ad gulvet.
12.10: Servicerer Henrik Toft til scoring i kontra.
12.13: Hurtigt opgiverkast, får bolden fra Lauge og spiller Michael Damgaard fri bag om ryggen. Rimeligt tjekket!
12.16: Mikkel dækker fløj i forsvaret.
12.22: Ryger på røven efter et flæk på stangen.
12.25: Hurtigere end en kobra stikker Mikkel bolden ind til René Toft.
12.31: Koncentrationen er på vej ud af spillerne. Nikolaj raser: ’Kryds for helvede mand! Afsted. Olsen for helvede da!’
12.32: Der er helt stille i hallen. Ikke en lyd – heller ikke fra Mikkel.
12.33: Afsluttende rundkreds, hvor kun én mand taler… Ord som ’irriterende’ og ’det går ikke’ og noget, der lyder værre, flænser luften.
12.40: Mikkel ud til interviews med solid portion is lige under højre knæs forside.
12.49: Sludrer af med Morten Olsen. Ud i bussen og retur med bussen til hotellet i Sveti Martin 9,6 km væk.
Måske blev det ligefrem Mikkels aften…
Derfor gik nordmand amok på lille-Landin
Mikkel og de andre: Så meget tjener VM-stjernerne
Danske håndbolddarlings rystede: Veninden fik stjålet nøgenbillederne