Nikolaj med de gamle dyder - men intet nøgenløb

Benhård træningskultur: Den nye landstræner Nikolaj Jacobsen har indført de gamle GOG-dyder på landsholdet – dog uden nøgenløb

Nikolaj Jacobsen skal forsøge at lede Danmark til EM-succes. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen skal forsøge at lede Danmark til EM-succes. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Den danske landstræner har fået en væsentlig del af sin håndboldopdragelse i fynske GOG. Her lærte han at løbe stærkt på alle kontraer og gennem en hel kamp.

Han var en del af en benhård træningskultur, hvor spillerne kunne ryge i interne slagsmål, hvis nogen ikke gav sig 100 procent. Ingen måtte svigte sammenholdet. Alle skulle gå en ekstra meter for sin medspiller.

Nu har Nikolaj Jacobsen indført de samme dyder på landsholdet.

- Vi taler meget om, at indstillingen skal være i top. Du kan være lige så dygtig, du vil, men hvis du ikke har den rette indstilling, så kan vi snakke herfra og til juleaften om, hvad vi gerne vil, men så bliver det ikke til noget. Så det skal først og fremmest være på plads.

- Lysten til at spille og lysten til at vinde?

- Ja, og lysten til at være sammen i 29 dage og lysten til at give sig de ekstra centimeter. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Du skal indstille dig på det mentalt. Det kræver hårdt arbejde, ligesom det kræver hårdt arbejde at løbe en kontra.

- Lever spillerne op til dine forventninger?

- Ja. Der er kommet god struktur og en god tilgang til træningen, som jeg nok synes var lidt slap i begyndelsen af min periode.

Danmark og Nikolaj Jacobsen møder Ungarn i første kamp lørdag. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Danmark og Nikolaj Jacobsen møder Ungarn i første kamp lørdag. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

- Så du har flyttet dem?

- O.k., slap er måske så meget sagt, men der blev snakket for meget, og nu har vi fundet en rigtig god vej, hvor vi er blevet enige om, at de træninger vi har – og vi har ikke ret mange – de skal fandeme være i orden. Så mindre snak og mere træning, og det er gået rigtig godt.

– Vi vil gerne sende det signal til Håndbold-Danmark, at vi giver os 100 procent hver eneste gang. De skal se et dansk hold, som slås og kæmper til sidste minut i hver evig eneste kamp. Vi ved godt, at vi ikke kommer til at vinde alle kampe. Desværre.

- Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, og vi vil prøve alt muligt af for at vinde.

- Hvad er dine forventninger til slutrunden?

- Jeg har da en forventning om, at vi er et af de hold, der kan gå langt i turneringen. Nu har vi fået Henrik Toft og Rasmus Lauge med igen, og det gør, at vi har et ekstremt bredt hold.

- Vi vil løbe, og vi vil løbe rigtig stærkt i alle kampe. Det, tror jeg, kan blive vores største styrke. Også fordi vi kan løbe med fuld kraft. Jeg kan tage Mads Mensah eller Rasmus Lauge ud efter et kvarter. Altså skifte den ene med den anden, og så får jeg noget af det samme ind.

- Jeg kan sætte Michael Damgaard ind og sætte Magnus Landin til at dække back, og Mikkel Hansen ud på fløjen, når han bliver træt. På den måde kan han blive ved med at trykke på i kontrafasen.

- Jeg har tre stregspillere, der kan spille 20 minutter hver og løbe alt, hvad de kan. På fløjene er vi rigtig godt besat. Kontraen skal være en kæmpe del af det, vi ser i Kroatien.

Landstræner Nikolaj Jacobsen ved ankomsten til Zagreb. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Landstræner Nikolaj Jacobsen ved ankomsten til Zagreb. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

- Du lyder meget tilfreds med dit hold.

- Der er ingen grund til andet. I træningslejren har jeg haft 18 sindssygt dygtige spillere, men jeg kunne have taget flere med, som også er rigtig dygtige.

- Det skal være en af vores største styrker, at vi kan skifte mange spillere ud, uden at det går ud over kvaliteten i spillet. Men der vil selvfølgelig være kampe, hvor det er 10-11 spillere, der skal bære det hjem, men så kan vi have friske folk, der kan tage over i næste kamp.

- Jeg kommer ikke til at spille med 16 mand i alle kampe. Sådan fungerer det ikke, men over en lang turnering kan vi forhåbentligt justere det sådan, at vores spillere er friske til også at kunne præstere sidst i slutrunden.

- Et EM er så tæt, at næsten ligegyldigt hvor godt du spiller, skal du have lidt held eller den lille marginal på det rigtige tidspunkt, for ellers kan det være de små ting, der gør, at vi ikke når den semifinale.

- Men vi skal gøre alt, hvad vi kan. Det er også derfor, jeg gerne vil have et eller to forsvar til at kunne udfordre modstanderne.

- Du har tidligere nævnt et 5:1-forsvar som et alternativ til dit 6:0-forsvar. Er det stadig tanken?

- Ja. Magnus Landin, Anders Zachariassen og Henrik Toft kan bruges i en eller anden form for 5:1.

- Vil vi også se noget nyt rent angrebsmæssigt ved EM?

- Ja, vi arbejder med noget. Men mere vil jeg ikke sige om det. Jeg håber at have noget i posen, når det går løs i Kroatien.

- Du har en baggrund i GOG, hvor nøgenløb åbenbart var en del af klubkulturen. Vil vi se dig løbe nøgen ned ad en gade i Kroatien, hvis I vinder EM-guld?

- Nej, det er ikke en del, jeg har taget med fra GOG. Det syn vil jeg spare rigtig mange for, siger Nikolaj Jacobsen.

Vidste du ...

... at Nikolaj Jacobsen er født i Thisted, men håndboldopdragelsen har han fået i GOG på Sydfyn.

... at Nikolaj Jacobsens forbillede er GOG-lederen Poul Syberg, som i lørdags ved DR’s Sport 2017 blev kåret som årets energibundt.

... at Nikolaj i de unge år var en fremragende og målfarlig fodboldspiller, som snusede til ungdomslandsholdene.

***

Her er Danmarks modstandere

Niklas Landin og Danmark møder Ungarn i første kamp. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Niklas Landin og Danmark møder Ungarn i første kamp. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
 

Danmark - Ungarn:

Lørdag 13. januar kl. 20.30 i Varadin.

Vi tabte til Ungarn ved VM sidste år i Frankrig. Vi fik revanche i maj i to EM-kvalifikationskampe. Første kamp i Ungarn endte 25-25, mens Danmark vandt returopgøret i Aarhus fire dage senere med 35-27. Efter en svag første halvleg gik Danmark til pausen foran med et mål, men kørte Ungarn over i anden halvleg. Især de danske fløje spillede en stor kamp med 12 scoringer og ingen afbrændere.

Nikolaj Jacobsen:

- Vi skal ud og løbe med dem, men jeg er lidt spændt på det ungarske hold, som nu er uden Laszlo Nagy. Vi har selvfølgelig materiale fra de to kampe, vi spillede mod dem i EM-kvalifikationen i maj.

- Vi får også video fra de to kampe, Ungarn spillede mod Sverige her lige før EM. Så får jeg set, hvad holdets nye træner, Ljubomir Vranjes, har tilført. Men vi ved pr. definition, at kampe mod Ungarn altid er irriterende tætte opgør.

Efter Ungarn venter Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Efter Ungarn venter Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Tjekkiet - Danmark:

Mandag 15. januar kl. 20.30 i Varadin.

Tjekkerne er den ubekendte faktor i gruppen, men har i kvalifikationen overrasket ved at slå Island. En god målmand, en kæmpe af en stregspiller og tre bevægelige bagspillere gjorde forskellen i den kamp.

Nikolaj Jacobsen:

- Jeg kender en del af spillerne fra den tyske Bundesliga og fra den franske liga. Det er et godt hold med en solid defensiv og med nogle hurtige bagspillere, som vil komme til at volde os lidt problemer. Men jeg er stadig lidt usikker på deres kvaliteter.

- Derfor er jeg glad for, at vi først har dem i anden kamp, således at vi kan analysere deres første kamp mod Spanien.

- Jeg får også materiale fra deres optaktskampe mod Østrig. Tjekkiet er et hold, vi skal slå.

Sidste gruppespilskamp er mod de stærke spaniere. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Sidste gruppespilskamp er mod de stærke spaniere. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Spanien - Danmark:

Onsdag 17. januar kl. 20.30 i Varadin.

Det ligner en gruppefinale. Spanien er blevet en del af den absolutte verdenstop. Ved de seneste tre EM-slutrunder er Spanien endt som nummer fire, tre og to. For to år siden i Polen tabte Spanien finalen til Tyskland.

Nikolaj Jacobsen:

- Spanien spiller bare noget lækkert håndbold. Godt sat sammen omkring en fantastisk dygtig stregspiller i Julen Aguinagalde og med en utrolig rutineret bagkæde med Daniel Sarmiento, 34, Raul Entrerrios, 36, og Joan Canellas, 31.

- Det er et hold, der ligesom os kan nå langt. Som jeg ser det, har Spanien lige så gode chancer som Danmark for at få en rigtig god turnering.

Se også: Derfor gik nordmand amok på lille-Landin

Se også: Mikkel testet for første gang - men HVOR klar er han?

Der er kommet penge i både dansk og international håndbold. Foto: /ritzau/Lars Poulsen Sport og Spil Den store lønfest: Så meget tjener de danske VM-stjerner

1 kommentar
Vis kommentarer