Punkt for punkt: Derfor vinder Danmark i aften

Ekstra Bladet har gennemgået det danske og svenske hold før aftenens semifinale-brag i Zagreb

ZAGREB (Ekstra Bladet): Der var engang, da svenske landshold knuste modstanderne på banen og snusen under overlæben og vandt alt, hvis man lige ser bort fra tre tabte OL-finaler i streg.

De blågule var en overmagt, der lå i en konstant duel med Rusland om at slutte mesterskaber af med jubel-løftning af store pokaler, mens konfettien haglede ned, og champagnepropperne spruttede sur drue ud over svedige trøjer og diverse hudafskrabninger.

Så nåede vi endelig frem til 2002…

Når Danmark fredag aften møder Sverige, er det første gang, det gælder en finaleplads ved et mesterskab, selv om kampen markerer et lille jubilæum. Det er 10. gang i dette årtusinde, der står Sverige på menuen ved et mesterskab.

Joachim Boldsen trodsede tyngdeloven, steg til vejrs mellem to svenskere og hamrede kuglen i kassen en sen aften i Scandinavium i Göteborg anno 2002. Danmark gled videre i EM og vandt bronze – de første medaljer siden VM-sølvet i 1967.

Det blev starten på en mindre æra, hvor landsholdet ikke har set sig tilbage, og mens Bengan Boys efterhånden gik på aftægt, og hullet til de næste svenske talenter blev lukket, har Danmark regeret i Skandinavien.

Danmark har vundet fem af de ni interne dueller. Senest i VM sidste år, hvor gevinsten var den indledende gruppesejr. For to år siden tabte Mikkel Hansen en duel om en løs bold med banens mindste spiller, svenskerne hentede uafgjort på ni sekunder, og Danmark tabte senere til Tyskland og var ude af semifinalerne.

Og så er der jo lige det, at et totalt undertippet svensk landshold pryglede sejrssikre danskere ud af OL i London i kvartfinalen og endte på podiet med sølv…

Ekstra Bladet har vurderet de to mandskaber på fem punkter, og dommen er klar: Danmark vinder - det kan ikke gå galt!

Forhåbentlig…

Niklas Landin er klar til at stå på mål i aften. Kevin Møller er i hvert fald ikke blevet skrevet ind i den danske trup, og det skulle han have været kl. ni i morges. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin er klar til at stå på mål i aften. Kevin Møller er i hvert fald ikke blevet skrevet ind i den danske trup, og det skulle han have været kl. ni i morges. Foto: Lars Poulsen

MÅLMÆND

Niklas Landin hører uden for enhver tvivl til øverst oppe i målmandshierarkiet, og på en god dag – og dem har han mange af – er han verdens bedste. Bare ikke under denne slutrunde…

Niklas Landin står svagest i billedet af de fire keepere målt på EHF’s officielle statistik. Danskeren har reddet 28 pct. af boldene, Jannick Green har ramt 40 pct., mens Andreas Palicka og Mikael Appelgren har pareret hhv. 35 og 36 pct. af boldene.

De to svenske keepere er vant til arbejdsfordeling i Rhein-Neckar Löwen, hvor en vis Nikolaj Jacobsen styrer tropperne og lader de to målmænd starte på skift. Det gør de normalt også på det svenske landshold.

Ifølge Bundesligaens statistik ligger de to svenskere nummer et og to, Niklas Landin og Jannick Green er efter 19 runder nummer 21 og 14 – pudsigt nok er hasteindkaldte Kevin Møller nummer tre målt efter hans ni spillede kampe i sæsonen.

Da Danmark vandt guld i 2008, stod Kasper Hvidt på 50 pct., og Niklas Landin har altid leveret forrygende, når landsholdet er nået langt. Det får vi også brug for denne gang, men inden semifinalen går i gang, fører Sverige på point.

Danmark 4 – Sverige 5

Mikkel Hansen og hans reservefar fra tiden i GOG, Claus Hansen, under træningen torsdag aften i Arena Zagreb. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen og hans reservefar fra tiden i GOG, Claus Hansen, under træningen torsdag aften i Arena Zagreb. Foto: Lars Poulsen

ANGREB

Det danske angreb er ikke kun Mikkel Hansen, men uden ham ville angrebet have visse problemer. Hansen fra Paris er en nøglespiller ved EM, og ud over at være holdets topscorer, er han også manden bag en voldsom bunke assists. Han er strategen, og når det danske kontraspil kører, er det ham, der er den drivende kraft.

Sverige kan ikke bare lukke Mikkel Hansen ned og så håbe, at geden er barberet. Dertil har det danske angreb langt flere strenge at spille på. Også flere end svenskerne, som altid har store forventninger til Lukas Nilsson, der præcis som Mikkel Hansen har positionen som venstre back.

Nilsson er i det daglige klubkammerat med Rene Toft og Niklas Landin i Kiel, men han har ikke strålet her ved slutrunden. Blot 11 mål på 24 afslutninger er ikke prangende, og han har da også måtte dele spilletid med Simon Jeppson, som har været en smule skarpere.

Faktisk har Sverige været en del farligere i den modsatte side, hvor venstrehånden Albin Lagergren har fået noget, der ligner et internationalt gennembrud. Men nu er også han ude af EM med hjernerystelse, efter Sverige mistede Johan Jakobsson, der døjer med efterveer fra en lignende hovedskade.

Danmark 5 – Sverige 4

Tofterne Hansen har helt godt fat i Albin Lagergren under kampen ved VM sidste år i Paris. I år behøver de ikke koncentrere sig om skytten, der har måttet tage turen hjem med hjernerystelse. Foto: Lars Poulsen
Tofterne Hansen har helt godt fat i Albin Lagergren under kampen ved VM sidste år i Paris. I år behøver de ikke koncentrere sig om skytten, der har måttet tage turen hjem med hjernerystelse. Foto: Lars Poulsen

FORSVAR

Sveriges stærkeste våben er definitivt et super forsvar foran to fremragende målmænd og en kontrafase, der kan gøre ondt på de fleste. Defensiven er i stor udstrækning bygget op omkring Jesper Nielsen, der til daglig er klubkammerat med Mikkel Hansen i Paris og fra sommer skifter til Rhein-Neckar Löwen – og Nikolaj Jacobsen!

Danmark lever tilsvarende af en stærk midterblok og især af René Toft Hansens rutine, fysiske styrke og evne til næsten ordløst at dirigere rundt med især lillebror Henrik og Anders Zachariassen, mens Jesper Nielsens stabile makker, Max Darj, til hverdag deler håndmadder ud hos Bergischer i den næstbedste tyske liga.

René Toft fik en hel fridag mod Makedonien, og den bekom ham vel:

- Deres forsvar er stærkt, og de løber utroligt hurtigt i kontrafasen med Jerry Tollbring op i midten. Norge er nok lige en tand skarpere, for der kommer hele holdet med fuldt bulder fremad, hos svenskerne er det en to-tre stykker, der løber fuldt skrald. Deres angrebsspil virker ikke så flydende, men vi skal passe på kontraerne og de hurtige opgiverkast.

- Det bliver hårdt og jättekul. Mikkel Hansen definitivt Danmarks bedste spiller, så ham må vi helt klart koncentrere os meget om. Men de øvrige bagspillere som Morten Olsen, Lauge, Damgaard osv. er også stærke, siger Jesper Nielsen, der godt vil indrømme, at kontrafasen er et stærkt svensk kort:

- Jeg tænker, vi er bedre i kontraspillet, og det er nok vores bedste våben. Det bliver nok vores nøgle til at vinde kampen.

Danmark 5 – Sverige 5

Hans majestæt af Helsinge og omegn har scoret igen. Hans Lindberg har spillet et par pragtkampe under slutrunden og kender sin svenske kollega ind og ud fra klubben hjemme i Berlin. Foto: Lars Poulsen
Hans majestæt af Helsinge og omegn har scoret igen. Hans Lindberg har spillet et par pragtkampe under slutrunden og kender sin svenske kollega ind og ud fra klubben hjemme i Berlin. Foto: Lars Poulsen

FLØJE

Svenskerne piver over træfsikkerheden fra wingerne, og den er da helt afgjort heller ikke noget at prale af, selv om Jerry Tollbring, Hampus Wanne, Niclas Ekberg og Mattias Zachrisson målt på navne fuldt ud matcher Casper U. Mortensen, Magnus Landin, Hans Lindberg og Lasse Svan.

Den svenske kvartet har blot scoret 17 kasser på 37 forsøg fra fløj. 45 pct. mod det danske firkløvers 64 pct. for 27 scoringer på 42 skud. Andre spillere forsøger sig også fra spids, og den vinder Danmark også med totalt 66 pct. mod svenskernes 41 pct.

Hans Lindberg deler til hverdag spilletid med Mattias Zachrisson i Füchse Berlin. Han siger:

- Mattias er en dygtig spiller, der altid giver sig 100 procent for hver eneste bold. En god afslutter og stærk i kontrafasen, og vi må bare håbe, vi ikke får alt for mange problemer med ham. Vi deler spilletid nogenlunde fifty-fifty, og det er fint i forhold til at få det bedste ud af os begge to.

Specielt de danske højrefløje har på skift spillet store kampe og bombet et hav af bolde i boksen fra fløj, i kontra og på straffe. Det kan man bare ikke bruge i en semifinale, formaner Hans Lindberg.

- Man er ikke bedre end sin sidste kamp, men selvfølgelig tager vi noget selvtillid med.

Danmark 5 – Sverige 3

Nikolaj Jacobsen i en tænksom situation, mens han venter på at blive interviewet til tv i går eftermiddag. Foto: Lars Poulsen
Nikolaj Jacobsen i en tænksom situation, mens han venter på at blive interviewet til tv i går eftermiddag. Foto: Lars Poulsen

TRÆNERNE:

Den 36-årige svenske landstræner, Kristjan Andresson, var ikke kendt af den store offentlighed, da han overtog landsholdet i 2016 efter de to gamle stjerner Ola Lindgren og Staffan Olsson. Men Andresson, født af islandske forældre i Sverige, har nu gjort det ganske godt. Sidste år ledte han Sverige frem til en sjetteplads ved VM i Frankrig, og nu står han som træner for EM’s yngste hold i en semifinale.

Men vejen har ikke været uden problemer. Tre nederlag undervejs fortæller, at marginalerne i sidste ende har været med svenskerne.

Nu kommer han op mod Nikolaj Jacobsen, der har 17 års trænererfaring, og som i Bundesligaen har vist, at han kan få et hold til nærmest at overpræstere. På samme måde har den danske landstræner gennem hele EM udviklet sit hold fra kamp til kamp. Fejlene er blevet minimeret, og der er blevet lagt på i både forsvar og angreb.

Det resulterede i tre sejre i hovedrunden. Samme udvikling er ikke set hos Sverige, som har tabt to af de tre sidste kampe.

Danmark 5 – Sverige 4

TOTAL: 24-21

Se også: Kamp om tv'et i aften: Mikkel mod Sanne

René Toft er højest overraskende ikke blande de nominerede til turneringens bedste forsvarsspiller. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix Jan Jensen - 26. jan. 2018 - kl. 10:50 Det er helt til hest: De gør jo grin med ham!

Hans Einar Magnus Wislander er ikke i tvivl om, at Danmark er favorit mod Sverige i aften. Foto: Lars Poulsen Håndbold EM 2018 - 26. jan. 2018 - kl. 12:02 Svensk legende: Vi har sendt en pakke til Landins kone

Se også: Fruen har plukveer: Landin i telefon-beredskab inden semifinalen

3 kommentarer
Vis kommentarer