Kroatiens største landsholdsstjerne, Domagoj Duvnjak, blev skadet allerede i værternes EM-premiere mod Serbien.
Den 29-årige kroat udgik i slutfasen med en muskelskade i fredagens sejr på 32-22 over serberne.
Skaden har skabt irritation hos Duvnjaks tyske arbejdsgiver, THW Kiel, efter at kroaten så sent som i december gjorde comeback efter flere måneder uden for med en skade.
Nu forsøger Kroatiens lægestab at få repareret Kiel-spilleren, så han måske kan træde ind i EM-turneringen på et senere tidspunkt.
- Når Kroatien med al magt forsøger at få ham til at spille til EM, så ender vi som turneringens helt store taber, siger Kiel-træner Alfred Gislason til Kieler Nachrichten.
Kort efter EM skal den tyske klub på besøg hos den ungarske topklub Veszprem i Champions League.
Alfred Gislason havde det ikke godt med at se sin spiller udgå med en skade i fredagens kamp mod Serbien. Kiel-træneren placerer indirekte ansvaret hos Kroatiens landstræner Lino Cervar.
- Man må sige, at der var nogen, der ikke havde forstået, at han (Duvnjak, red.) ikke var så klar, siger Gislason.
Udenlandske eksperter enige: 'Forfærdelige' Danmark vinder EM