Snydt for helterollen: Vi havde sgu store mål!

Han vækkede finaledrømmen for Danmark, men i sidste ende måtte Lasse Svan gå skuffet fra banen sammen med holdkammeraterne

Han kom, han scorede ... men i sidste ende hjalp det ikke. Foto: Lars Poulsen
Han kom, han scorede ... men i sidste ende hjalp det ikke. Foto: Lars Poulsen

ZAGREB (Ekstra Bladet): Det havde potentialet til at blive et historisk øjeblik i dansk herrehåndbold, da Lasse Svan i det absolut døende sekund udlignede mod Sverige. Nu bliver det formentlig blot en fodnote i historien om en af de største skuffelser ...

I stedet for en plads i EM-finalen og en helterolle i et episk drama, måtte fløjspilleren i stedet se vores blå og gule naboer løbe med finalen på søndag, da de var skarpest i den forlængede spilletid.

- I første halvleg var det slet ikke godt nok... Det er sgu altid en rigtig, rigtig skidt fornemmelse at stå bagefter og lynhurtigt kunne finde nogle ting, der skulle have været gjort bedre. Det er en rigtig trist situation, siger Lasse Svan.

Rammer ikke 100 procent
Der var for meget, der ikke fungerede for Danmark i fredagens kamp. Det var med livrem og seler, Danmark holdt finaledrømmen i live i første halvleg. I anden halvleg blussede håbet op og nåede kogepunktet, men den blev slukket med et brag, og er nu i stedet afløst af skuffelsen hos de danske spiller.

Skuffelse, skuffelse, skuffelse ... Foto: Lars Poulsen
Skuffelse, skuffelse, skuffelse ... Foto: Lars Poulsen

- Den er da kæmpestor. Vi havde sgu store mål for den her turnering. Jeg synes, vi har spillet rigtig godt, vi rammer bare ikke det niveau, vi har haft i de vigtige kampe i hovedrunden, og det er også derfor, vi taber. Vi kan ikke spille en kamp på 80 procent mod et godt hold og så regne med, at vi skal vinde.

- Der er ingen, der går på banen og tænker: 'Ej, okay, jeg spiller 80 procent,' det er ikke sådan, jeg mener det, jeg mener bare, at når vi ikke rammer det niveau, vi skal, som er 100 procent, og det gør vi ikke... havde vi ramt 100 procent, så havde vi stået kompakt i forsvaret, så havde vi haft løsningerne i angrebet og scoret på vores chancer.

Nu venter bronzekampen på søndag, hvor det en smule overraskende er Frankrig, der er modstanderen. Først skal skuffelsen dog sluges for fløjen. Han ved bare ikke hvordan.

- Det ved jeg ikke. Det finder jeg ud af i løbet af i morgen.

Se også: Total dansk nedtur - EM-festen er forbi

Se også: Sverige går amok: Største overraskelse i historien

6 kommentarer
Vis kommentarer