Svenskerstive danskere: Det føles som tømmermænd

Det er tungt for de danske spillere dagen efter nederlaget i semifinalen, men de er opsatte på at få en bronzemedalje med hjem, siger René Toft

René Toft reaktion efter kampen mod Sverige fortæller meget godt, hvilken aften det var. Foto: Lars Poulsen
René Toft reaktion efter kampen mod Sverige fortæller meget godt, hvilken aften det var. Foto: Lars Poulsen

ZAGREB (Ekstra Bladet): Den danske sportsverden får sig nogle rutsjeture i disse dage.

I dag har de fleste danskere hænderne solidt plantet over hovedet på grund af Caroline Wozniackis fantastiske sejr ved Australian Open. I går var hovedet i stedet begravet i hænderne, da de danske håndboldherrer missede finalepladsen ved EM, som Sverige bookede.

Nu venter der i stedet en bronzekamp for de danske drenge søndag, hvor det er de franske verdensmestre, der er modstanderen. Derfor skal danskerne hurtigst muligt have rystet den svenske skuffelse af sig. 

- Lige nu ville vi da hellere have spillet en finalekamp, men sådan skulle det ikke være, det var vi ikke gode nok til. Vi vil rigtig have den bronzemedalje med hjem, så vi er klar til at give den gas i morgen, men den er selvfølgelig lidt tung lige nu, men vi har heldigvis rejst os før, og det skal vi også gøre i morgen, for hvis vi ikke spiller på vores højeste niveau, så kan det godt blive en rigtig svær kamp mod franskmændene, som jeg tror også gerne vil have en medalje med hjem, siger René Toft. 

Overrasket over Frankrig
Det kan være svært præcist at forstå, hvilken skuffelse de danske spillere skal fordøje, men René Toft mente, at det måske kunne sammenlignes med en følelse, de fleste kan forholde sig til.

- Hovedet er træt og tungt, fordi man ikke har sovet så meget, og det er virkelig skuffende, at vi ikke kunne få den sejr hjem, så vi kunne spille finale i morgen, så man kan nok godt sammenligne det lidt med en tømmermændsfornemmelse.

Kampen mod Frankrig bliver en gentagelse af OL-finalen i 2016, som Danmark vandt. Franskmændene plejer ellers at være rimelig fast inventar i finalerne, og Toft er da også en smule overrasket over, at de er søndagens modstander.

- Jeg havde regnet med, at Frankrig vil vinde over Spanien. Det overrasker mig, for jeg synes virkelig, at de havde spillet en god turnering, så vi skal være rigtig fokuserede i morgen, for ellers får vi ikke den bronzemedalje hjem, siger han.

Se også: Total dansk nedtur - EM-festen er forbi

Se også: Snydt for helterollen: Vi havde sgu store mål!

13 kommentarer
Vis kommentarer