Svinger pisken efter øretæve: - Jeg er irriteret på mig selv!

Landstræneren ærgrer sig over starten på anden halvleg, hvor han burde have skiftet fra et forsvar, der var alt for farligt

Heidi Løke kom på banen efter pausen og scorede mål på samlebånd med begge hænder mod et dansk forsvar, der blev sendt på glatis. Foto: Ritzau/Scanpix
Heidi Løke kom på banen efter pausen og scorede mål på samlebånd med begge hænder mod et dansk forsvar, der blev sendt på glatis. Foto: Ritzau/Scanpix

OSLO (Ekstra Bladet): Danmark var med frem til pausen målt både på cifre, indsats og målmandsparader. Ti minutter inde i anden halvleg var danskerne hjælpeløst fortabt!

En mand tager sin store del af skylden: Landstræneren, der sukker dybt på spørgsmålet, hvorfor de to halvlege blev SÅ forskellige.

- Vi laver alt for mange tekniske fejl. Nogle af dem er selvfølgelig fremprovokeret – men alt for mange er ikke. Vi er slet ikke skarpe nok i at komme på mål, mange af vore angreb bliver for sidelæns og tøvende, og det virker som om, spillerne mister troen og sikkerheden. Det er jo sådan noget, der nogle gange er svært at kigge på i forhold til, hvad vi skulle have gjort anderledes, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han fortsætter:

- Men der er i hvert fald noget omkring vores start på anden halvleg. Vi havde besluttet, vi ville ind at spille 5:1-forsvar mod den opstilling, de sluttede første halvleg af i, og så kommer Veronica Kristiansen ind… Og jeg vil nok sige, at en anden gang vil jeg nok ikke vælge at dække 5:1, når hun er på banen, fordi hun er så hurtig på benene og skaber meget plads.

- Det irriterer mig lidt, at vi ikke bare går væk fra det forsvar og tilbage i 6:0, som vi faktisk havde dækket rigtigt godt inden pausen.

Det står du og ærgrer dig over nu?

- Ja, det gør jeg, fordi det giver os en anden start og en anden rytme på anden halvleg. Ikke at det er hele forklaringen, men det er i hvert fald en del af den. Jeg var egentlig meget tilfreds med 5:1’en mod Frankrig, og i dag synes jeg bare, vi selv giver den nogle udfordringer ved at bruge den mod Veronica, og det var for farligt.

Hvis jeg har talt nogenlunde rigtigt, har målmændene 21-22 redninger til sammen.

- Michael Bruun siger 23.

Og alligevel taber I klart. Det er fand’me underligt, er det ikke?

- Det er… Altså når vi giver så mange kontramuligheder til dem, så skal det blive svært, selv om vore målmænd har mange redninger. Det er helt klart angrebsmæssigt, vi fejler stort, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Kristina Jørgensen og Anne Cecilie la Cour forsøger desperat at stoppe Line Jørum Sulland. Foto: Ritzau/Scanpix
Kristina Jørgensen og Anne Cecilie la Cour forsøger desperat at stoppe Line Jørum Sulland. Foto: Ritzau/Scanpix

Danmark møder søndag Ungarn i det sidste forsøg på at komme til Frankrig med en frisk gevinst i håndbagagen. Det bliver fortsat uden Stine Jørgensen, men alt er arrangeret, så hun tirsdag kan flyve med til Nantes som 17. spiller i truppen.

- Det håber vi jo på. Nu skal vi lige hjem og vende det med Odense, og så tager vi en beslutning derefter, siger Klavs Bruun, der næsten har udtaget kaptajnen til EM.

Tager du afsted med 17?

- Det regner jeg med, jeg gør. Det har jeg så ikke meldt ud, fordi det netop ikke skulle fylde, men jeg har jo forberedt kontoret på, at vi højst sandsynligt ender i den situation, at vi skal have 17 med.

- Hvis vi står med en skade på en af de vigtige spillere – som jeg helt klart mener, Stine Jørgensen er – så tager jeg vedkommende med, hvis der er en chance. Så det er forberedt, og vi har også ekstra plads på hotel og alle de her ting. Jeg har hele tiden vidst, det var en mulighed, men har for roens skyld meldt anderledes ud, siger landstræneren.

Se også: Fjeld-tabere: Store smæk til danske piger

Se også: EM-profil har en stærk nyhed: 'Frikendt'

Se også: Åh nej, ikke igen: Dansk EM-profil ramt af skade

6 kommentarer
Vis kommentarer