Tamme tyskere slog knebent Tjekkiet

Tyskland hang efter det meste af kampen, men vendte billedet de sidste fem minutter og vandt 22-19

Steffen Fath og Tyskland havde lidt problemer med Tjekkiet, der dog måtte kapitulere til sidst. Foto: Lars Poulsen
Steffen Fath og Tyskland havde lidt problemer med Tjekkiet, der dog måtte kapitulere til sidst. Foto: Lars Poulsen

VARAZDIN (Ekstra Bladet) Heller ikke Tyskland kunne uden videre køre hen over Tjekkiet, som bare fortsætter med at imponere ved EM. Først i de sidste fem minutter fik tyskerne endelig styr på kampen, og det holdt hårdt med at hente en kneben sejr på 22-19 i land.   

Danmark møder tyskerne søndag i den anden kamp i hovedrunden og bedømt ud fra tyskernes indsats mod Tjekkiet, er der ikke umiddelbart grund til den store ængstelse.

Tyskerne begyndte ellers kampen udmærket med et fint krydsspil, men der var godt nok mange afbrændere imellem. Kun venstrebacken, Steffen Fäth, der til sommer skifter fra Berlin til Nikolaj Jacobsens klub, Rhein Neckar Löwen, kunne for alvor skyde hul i den tjekkiske målmand.

Det var lige akkurat nok til, at tyskerne kunne hænge på til pausen, hvor Tjekkiet førte 10-9.

Et eksempel på den manglende tyske effektivitet fik vi set ved en tjekkisk udvisning, hvor Tyskland tog målmanden ud og spillede syv mod fem. Det gjorde de ikke ret godt. Tjekkiet vandt perioden 1-0. Øvelsen lykkedes bedre for tyskerne i anden halvleg. Her endte perioden 1-1. Altså stadig et overtalsspil som ikke var prangende.

Silvio Heinevetter i det tyske mål var også en medvirkende årsag til at tjekkerne ikke fik slået et større hul inden pausen. Med en redningsprocent på 47 efter de første 30 minutter kunne Heinevetter være sin indsats bekendt.

I anden halvleg hang tyskerne også efter. Stadig var det Heinevetter i målet og Steffen Fäth der sørgede for at hullet ikke blev for stort. Først 10 minutter inde i halvlegen fik tyskerne kontakt ved 14-14. Det var efter en ny periode syv mod fem. De mange udvisninger begyndte at tære på kræfterne hos Tjekkiet.

Men som vi har set tidligere i turneringen, ikke mindst i kampen mod Danmark, så finder tjekkerne hele tiden uanede kræfter frem. Efter endnu en god periode og med 13 minutter tilbage var tjekkerne igen i front. Denne gang 18-16.

Så måtte tyskerne igen knokle for at få kontakt. Det formåede de. Med syv minutter igen kom de foran 19-18, og da den indskiftede målmand Andreas Wolff med under fem minutter igen nappede et straffe, kunne de ellers heroisk kæmpende tjekker ikke længere svare igen.

Se også: Efter vanvittigt indgreb: Her er straffen til omstridt EM-træner

Se også: Håndboldkvinder røg i dopingfælden - mister EM-sølv

Veselin Vujovic fyldte 57 i går og ses her ved ankomsten til spillerhotellet. Foto: Lars Poulsen Håndbold EM 2018 - 19. jan. 2018 - kl. 19:11 Afsindig træner tæt på at sparke TV2-ekspert til invalid

1 kommentar
Vis kommentarer