Emil fik kage, sang og pyramider

Tordenfløjen fra Kerteminde vågnede op som 23-årig, fik set pyramiderne – og køkkenpersonalet sang, så det gjaldede

Emil Jakobsen slap ud af VM-boblen og fik set pyramiderne på sin fødselsdag. Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix
Emil Jakobsen slap ud af VM-boblen og fik set pyramiderne på sin fødselsdag. Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix

Først skal man gå så grueligt meget igennem, men når man så har overlevet syv nætter i isolation og endelig får sin VM-debut, scorer man selvfølgelig også lige 12 gange på 14 forsøg.

Lørdag blev rookien Emil Jakobsen kåret som kampens spiller, søndag vågnede han op og var 23 år.

Til lykke!

- Tak, tak, tak, tak, tak.

Kan du mærke forskel?

- Nej. Men nu er jeg vel lige pludselig ikke et talent længere. Er det ikke der, det skiller?

Nu er du udlært!

- Ja, det burde jeg være.

Du var også til svendeprøve lørdag aften!

- Det gik okay. Jeg håber da, jeg bestod.

Det kneb lidt med at falde i søvn. Vækkeuret ringede kvart over ni.

- Jeg kunne godt have sovet et par timer længere, indrømmer Emil Jakobsen, der sammen med de raske fra truppen fik en tur ud af VM-boblen og en hurtig udflugt til Giza pyramiderne.

Batmand fra Kerteminde mener, det er slut med at være talent, når man er 23. Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix
Batmand fra Kerteminde mener, det er slut med at være talent, når man er 23. Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix
 

- Jeg har aldrig set dem før. Desværre blev det lidt på distancen på grund af sikkerhed, men det var mega inspirerende og dejligt bare at se noget andet end den boble, vi lever i her på hotellet, siger Emil Jakobsen.

- Jeg har lige haft tid til at snakke med Helena og min familie, og nu skal jeg vist op og have en gave af Gidsel. Han siger, han har en med hjemmefra.

Hvad har han mon fundet på?

- Det kan være alt. Jeg er ret sikker på, jeg bliver glad for det – sådan plejer det at være.  Det kan være en god pose slik, som jeg savner. Jeg er lidt af en slikmund. Når jeg først har det, er jeg virkelig dårlig til at lade være. Jeg kan ikke stoppe. Hvis posen er åben, bliver den tømt.

Tjenere og køkkenpersonale myldrede pludselig i stort tal ind i spisesalen under frokosten medbringende en kage iført ét lys og sang fødselsdagssang, så de gjaldede under lysekronerne.

- Det blev jeg meget overrasket over, og det var en dejlig gestus af dem. Jeg fik nærmest et chok, da de  kom ind. De sang virkelig flot, siger fødselaren.

Hvis han får mavekneb, skyldes det forhåbentlig kun en overdosis fødselsdagskage.

Nikolaj Jacobsen mærkede den første rumlen i går under kampen mod Japan, og søndag har han det virkelig skidt. Foto: Mohamed Abd El GhanyAFP/Ritzau Scanpix Håndbold Nu har Nikolaj rigtig ondt i maven: Den værste dag

Emil Jakobsen scorede og scorede og blev kampens spiller. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix Håndbold VM-helt irriteret over afbrændere

Håndbold Udpeger den store joker

0 kommentarer
Vis kommentarer