'En sørgelig dag for dansk håndbold'

Først gik træneren og nu forlader bestyrelsen hårdt prøvede KIF Kolding

Tirsdag aften trak bestyrelsen sig i KIF Kolding af økonomiske årsager. Foto: Ritzau Scanpix
Tirsdag aften trak bestyrelsen sig i KIF Kolding af økonomiske årsager. Foto: Ritzau Scanpix

Tirsdag aften gik den ikke længere for bestyrelsen i KIF Kolding.

Klubben kunne i en pressemeddelelse fortælle, hvordan bestyrelsen har trukket sig som følge af den skrantende økonomi i klubben under coronakrisen.

- Det er da en sørgelig dag for dansk håndbold. Så fældede coronaen Kolding, siger den tidligere assistenttræner for kvindernes landshold Søren Herskind til Ekstra Bladet.

Han påpeger dog, at det ikke kommer som nogen stor overraskelse for ham, da det har været kendt et stykke tid, at klubben har haft problemer med at få økonomien til at hænge sammen.

- Det giver mening, at KIF er en af de klubber, der kunne komme i problemer her i disse corona-tider, uden at kende indgående til klubbens økonomi, tilføjer Søren Herskind.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Søren Herskind var assistenttræner for Klavs Bruun Jørgensen fra 2015 til 2017. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Søren Herskind var assistenttræner for Klavs Bruun Jørgensen fra 2015 til 2017. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Den største klub
KIF Kolding har vundet 14 danske mesterskaber siden 1987 og har dermed flere nationale titler på cv'et end nogen anden dansk klub og må derfor regnes som en af de største klubber herhjemme.

Et prædikat, Søren Herskind også gerne sætter på klubben. Også selvom det undervejs har set mindre optimalt ud i klubben.

- Kolding har jo været den moderne håndbolds største klub siden slutningen af 80'erne, lyder det fra ham.

- Men ledelsen har længe kæmpet med det. Det så man især med Kolding-København, som nok er den underligste idé, jeg nogensinde har hørt om i sporten. Men sportsligt må man jo bare sige, de har været enormt gode, tilføjer han.

I slutningen af marts sagde klubben farvel til cheftræner Ulf Sivertsson, ligeledes på grund af økonomiske problemer.

Klubben har tidligere haft spillere som Kasper Hvidt, Joachim Boldsen og Bo Spellerberg i folden.

Se også: Kolding-ledelse trækker sig efter økonomisk kamp

Se også: Danske topdommere går hver til sit

Se også: Mikkel Hansen deler glædelig nyhed

3 kommentarer
Vis kommentarer