Er det her det, forbundet betaler 1,6 mio. kr. for om året?

Klavstroforbi: Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har totalt skiftet stil på tre år, men resultaterne er kun blevet ringere

Hvad skal det blive til for landsholdet? Ekstra Bladets udsendte komme her med en optakt og en opsang. Video: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet): Han kom buldrende glatraget ind i manegen iført tætte T-shirts, pumpede biceps og attitude som en Balkan-stregspiller. Nu skulle det eddermame være slut med snak om hundehvalpe, kærester og julekalendere – fra nu af skulle ALT handle om håndbold!

Forud var Jan Pytlick blevet fyret fjerde juledag 2014 efter en ottendeplads ved EM i Ungarn, hvor Team Danmark-målet var top seks. Den daværende sportschef Ulrik Wilbek havde et lunt øje til sin egen vikar-assistent Klavs Bruun Jørgensen, der blev ansat som ny landstræner – men DHF valgte med pengepungen at køre uden kvindechef i et halvt år.

Heine Eriksen nåede i maj at få tre landskampe som vikar til Golden League i Frankrig, inden Klavs Bruun var klar 1. juni 2015.

Timingen var alt andet end perfekt, eftersom Danmark i december samme år var vært for det VM, hvor det gamle hold var designet til at toppe og helst kvale til OL i Rio. Det endte i en ikke tilfredsstillende sjetteplads, og der var åbenbart masser af intern uro i en trup, hvor landstræner og spillere gik fuldstændig fejl af hinanden.

Ilden brød ud i lys lue, da holdet i marts 2016 - ikke mindst på håbløst forsvarsspil - IKKE kvalificerede sig til Legene i Brasilien. Ekstra Bladet afslørede spillernes benhårde evaluering i maj, og en uge senere kunne TV2 bringe selve det tre A4-sider lange brev til landstræner og DHF’s sportschef.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Den var et rent mord sat sammen af bogstaver!

Klavs Bruun blev verbalt pryglet af en spillertrup, der kun tog de punkter med, hvor samtlige spillere var enige.

Der var rigeligt!

Klavs Bruun blev bl.a. kritiseret for taktisk uformåen, manglende alternativ til et forsvar, der kræver en fysik, han kritiserede dem for ikke at være i besiddelse af – samtidig med at han havde aflyst en fysisk test i starten af sit job.

Der blev stillet store spørgsmålstegn ved mandskabspleje, opbygning af kultur og klaget over manglende tillid, sparsom kommunikation og manglende respekt fra Klavs Bruun og assistent Søren Herskind.

Spillerne var trætte af via pressen at få at vide, de var i dårlig form med en nedladende hentydning til, at de ikke skulle ligge på stranden i to måneder om sommeren. De bebrejdede landstrænerens opgivende attitude mod Montenegro i OL-kval’en, at han ikke havde sat sig ind i, hvor vigtig kampen om femtepladsen mod Rusland ved VM i virkeligheden var – og så den rigtigt kuriøse:

Hvorfor skulle de se fem minutters video af Rumænien og 50 af en DM-finale i 1997 mellem Virum og Ajax, hvor Klavs Bruun lagde bolde ind til Søren Herskind på stregen. 50 minutter på Rumænien havde måske været mere optimalt…

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Klavs Bruun overlevede stormen, skiftede stil, og lod håret gro. Han udnævnte Stine Jørgensen til anfører, og alt lignede ren idyl, da landsholdet i december 2016 i en tynd slutrunde oven på et slidsomt OL spillede sig i semifinalen og blev nummer fire.

Mindre end en uge før VM sidste år i Tyskland forlængede DHF kontrakten med tre år, så den løber til sommeren 2021. Klavs Bruun tjener i omegnen af 1,6 mio. kr. årligt i jobbet, hvor holdet er samlet en måned omkring slutrunden, en uge i marts, en uge i forsommeren, en i efteråret og to uger i lejr om sommeren. Ca. to måneder i alt.

Fra VM-truppen i 2015 er kun seks tilbage: Sandra Toft, Stine Bodholt, Trine Østergaard, Lotte Grigel, Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen. Klavs Bruun har satset ungt – og har udtaget spillere, hvor en stor del af begrundelsen var, at de kan tåle at sidde på bænken uden bøvl. Han kom til EM med fem playmakere og en trup på 18.

Men kunne Line Jørgensen have givet lidt til forsvaret, Louise Burgaard lidt vildskab offensivt, Ann Grete Nørgaard have scoret fra fløj og på straffe? Og hvad med den pt. skadede Mulle?

Hvor finder vi det danske svar på Andrea Lekic eller Jovanka Radicevic? Spillere, der roser, uddeler svinere og tænder gløden på et hold. Førerhun’er!

Og Klavs Bruun selv! Machomanden fra Virum skiftede alle de besværlige ud og endte som pædagog på rød og hvid stue, hvor han nu laver klovnenumre for Anne Mette Hansen under navneopråbet...

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Klavs Bruun ærgrer sig efter det store nederlag til Rumænien i Aarhus i 2016. Dermed var OL-kvalifikationen stort set tabt på gulvet, og Danmark kunne da heller ikke slå Montenegro i næste opgør. Spillerne var top-skuffede og lod galden flyde i den efterfølgende evaluering. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Klavs Bruun ærgrer sig efter det store nederlag til Rumænien i Aarhus i 2016. Dermed var OL-kvalifikationen stort set tabt på gulvet, og Danmark kunne da heller ikke slå Montenegro i næste opgør. Spillerne var top-skuffede og lod galden flyde i den efterfølgende evaluering. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Klavs Bruuns fire kiksere - og et enkelt pletskud

2015 VM i Danmark: Danmark nr. 6

Danmark slår Sverige 26-19 i kvartfinalen men taber 30-31 til Rumænien i kvartfinalen. Taber kampen om femtepladsen til Rusland 21-25

2016 OL-kvalifikation i Danmark: Danmark slået ud

Landsholdet åbner med 25-32 mod Rumænien, og så er ballet næsten forbi. Holdet taber 22-26 til Montenegro og vinder 38-17 over Uruguay. Danmark kommer ikke til OL i Rio.

2016 EM i Sverige: Danmark nummer 4

Et EM efter OL bærer altid præg af slidte og stoppede spillere. Danmark vinder rub og stub i gruppen med Tjekkiet, Montenegro og Ungarn og slæber maksimumpoint med til mellemrunden, og efter kampe mod Norge 20-22, Rusland 26-26, Rumænien 21-17 venter Holland i semifinalen 22-26. Holdet taber bronzekampen til Frankrig 22-25.

2017 VM i Tyskland: Danmark nummer 6

Danmark videre fra gruppespil med Montenegro 24-31, Japan 32-18, Tunesien 37-19, Brasilien 22-20 og Rusland 27-32. Slår Tyskland i ottendedelsfinalen 21-17 og taber til Sverige i kvartfinalen 23-26.

2018 EM i Frankrig: Nr. 5-12

Sverige 30-29, Polen 28-21, Serbien 25-30, Frankrig 23-29, Rusland 21-32, Montenegro?

Se også: Klavs Bruun med kontant melding: - Ville være fuldstændig fremragende

Se også: Russisk stjerne forbløffet over dansk EM-sammenbrud

Se også: Klavs Bruun rystet af kollaps: - Jeg er ramt

91 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere