Er han Danmarks uheldigste håndboldspiller?

Morten Olsen er tæt på at være Danmarks uheldigste efter en ny skade

Uheldige Morten Olsen har skulderproblemer, så hans come back på landsholdet er i fare (Foto: Anita Graversen)
Uheldige Morten Olsen har skulderproblemer, så hans come back på landsholdet er i fare (Foto: Anita Graversen)

Den skudstærke playmaker, Morten Olsen, 31 år, må være en kandidat til titlen 'Danmarks uheldigste'.

Efter at være gået glip af vinterens VM i Qatar på grund af en brækket næse er hans come back i rødt og hvidt i fare på grund af en skulderskade.

Han er i skrivende stund det eneste spørgsmål til næste måneds Golden League i Oslo, hvor Danmark skal møde verdensmestrene Frankrig, værterne Norge og landstrænerens tidligere landshold, Island.

Gudmundur Gudmundsson har et håb om at se Morten Olsen tilbage på banen næste lørdag, når hans nye/gamle klub, Hannover Burgdorf skal spille lokalopgør mod de tidligere mestre fra Lemgo.

Da holdet fra Hannover forleden hentede uafgjort mod EHF Cup-vinderen Füchse Berlin sad danskeren udenfor.

- Vi har valgt at se tiden an, siger Gudmundur Gudmundsson, som har et godt øje til Morten Olsen, fordi den tidligere BSV-spiller m.m. som playmaker adskiller fra de fleste ved at være meget skydende.

Det har Hannover Burgdorf, som danskeren er kommet retur til efter bruddet med franske St. Raphaël, indtil videre ikke nydt godt af i samme omfang som sidst, hvor Morten Olsen med 205 mål  i sæsonen 2012/13 længe konkurrerede med Anders Eggert, Flensburg Handewitt og Hans Lindberg, HSV Hamburg om at blive topscorer i Bundesligaen.

En 3-kamp, som endte med, at Hans Lindberg med 235 mål for anden gang blev topscorer i Bundesligaen, mens Anders Eggert i som 2'er kunne bryste af være den bedste straffekastskytte med 112 mål på 128 forsøg, hvilket han i øvrigt har været i fire af de seneste fem sæsoner.

0 kommentarer
Vis kommentarer