Esbjerg tordner videre i Champions League

Team Esbjerg vandt søndag med 29-27 over ungarske Ferencvaros i kvindernes Champions League i håndbold

Estavana Polman og co. ligger nu på andenpladsen i deres CL-pulje. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Estavana Polman og co. ligger nu på andenpladsen i deres CL-pulje. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg fortsætter med at imponere i kvindernes Champions League i håndbold.

Danskerne har slået storhold som CSM Bucuresti og Rostov Don i det indledende gruppespil, og søndag gik det ud over ungarske Ferencvaros, der blev besejret med 29-27 i danskernes anden kamp i mellemrunden.

Resultatet bringer Esbjerg op på andenpladsen i mellemgruppe 1 med samme antal point som topholdet, franske Metz, der har en bedre målscore.

Esbjerg har endnu ikke mødt Metz i turneringen. Tidligere søndag tabte det franske storhold til Bucuresti, og det gav altså esbjergenserne muligheden for at udligne topholdets pointantal.

Opgaven virkede også overkommelig, da det var gruppens bundhold, der stod på den anden banehalvdel i en udsolgt arena i Esbjerg. Men det var ikke til at se fra kampens begyndelse.

Danskerne fik en elendig start og kunne slet ikke finde rytmen, mens de ungarske gæster scorede efter behag.

Bagud 0-5 tog Jesper Jensen timeout. Det hjalp, og kort efter - efter næsten syv minutters spil - sendte Estavana Polman Esbjergs første mål i kassen.

Stille og roligt fik Esbjerg igen snor i ungarerne ikke mindst på grund af Rikke Granlund, der i målet stod for flere store redninger og i den grad holdt hjemmeholdet inde i kampen.

I den anden ende var det østrigeren Sonja Frey, der stod fast i et generelt vaklende Esbjerg-angreb.

Mod slutningen af halvlegen trådte Polman for alvor i karakter og med et par flotte scoringer var hun med til at sørge for, at Esbjerg fik vendt 5-10 til 13-13, som var stillingen ved pausen.

I anden halvleg havde det danske mesterhold generelt overtaget, selv om ungarerne flere gange viste tegn på håndbold i verdensklasse.

Granlund fortsatte det fine spil i Esbjerg-målet, mens Polman sled i angrebet. Den hollandske landsholdsspiller og nykårede verdensmester stod for otte af Esbjergs mål.

Mod slutningen fik tilskuerne dog spænding for alle pengene.

En scoringspause til Esbjerg på seks minutter bragte Ferencvaros på 25-25 med fem minutter igen, og kort efter kom ungarerne også i front.

Men klogt Esbjerg-spil gav nogle hurtige scoringer, og så blev sejren kørt hjem til sidst.

Se også: Van der Vaarts smarte trick: Bestikker hende med bland selv-slik

Se også: Stjernen vender hjem til Danmark

Se også: Københavns håndboldkvinder færdige i EHF Cup

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere