Esbjerg vinder tæt CL-dyst

Team Esbjerg slog på en sen scoring franske Metz i Champions League og møder Buducnost i kvartfinalen

Estavana Polman og Team Esbjerg spillede for tomme tribunder i Esbjerg i opgøret mod Metz i Champions League. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Estavana Polman og Team Esbjerg spillede for tomme tribunder i Esbjerg i opgøret mod Metz i Champions League. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg kom tilbage og vandt sidste gruppekamp i Champions League hjemme mod Metz søndag.

Esbjerg var bagud i store dele af opgøret, men på en scoring fire sekunder før tid af Estavana Polman vandt vestjyderne kampen 30-29.

Dermed slutter Esbjerg på andenpladsen i gruppe 1 med 13 point og skal møde Buducnost i kvartfinalen.

Metz vinder gruppen med 13 point på en bedre målscore end både Esbjerg og Rostov, der også slutter med 13 point.

Var kampen endt uafgjort, så skulle Esbjerg have mødt franske Brest med landsholdsmålvogter Sandra Toft i truppen, og Team Esbjerg-træner Jesper Jensen er glad for, at det ikke bliver til et gensyn med den tidligere Esbjerg-spiller i kvartfinalen.

Jesper Jensen i vild jubel under dagens kamp. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Jesper Jensen i vild jubel under dagens kamp. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

- Vi er glade for, at vi ikke skal møde Brest. Jo højere, vi kom op i puljen, jo bedre procenter gav vi på forhånd os selv for at komme i Final 4. Nu er vi ude i noget fifty-fifty mod Buducnost.

- Det er et hold, som er tæt på at være Montenegros landshold, så det er stadig et vanvittigt opgør, vi skal ud i, men nu skal vi spille på hjemmebane i den sidste kamp, og det betyder meget, siger Jesper Jensen.

Kampen blev spillet uden tilskuere, da Team Esbjerg fulgte myndighedernes opfordring til ikke at afvikle arrangementer med mere end 1000 tilskuere for at forhindre spredningen af coronavirusset.

Derfor var det uden larm og den velkendte musik til håndboldkampe, at Esbjerg fik en trist indledning på kampen.

Vestjyderne var bagud 0-5 efter lidt over fem minutter, og Esbjerg halsede efter i det meste af første halvleg.

Louise Burgaard er i gang med sin første sæson i den franske klub, og danskeren bragede Metz foran 11-8.

Jesper Jensen, der i ugens løb blev præsenteret som landstræner for de danske kvinder, tog sin anden timeout med fem minutter igen, da Esbjerg var bagud 10-16.

Det hjalp meget lidt, og Esbjerg var bagud 14-19 i pausen.

Uden tilskueropbakning i den tomme hal skulle vestjyderne ved egen hjælp hanke op i sig selv, og efter en fransk udvisning i to minutter formåede Esbjerg at reducere til 16-20.

Det virkede dog stadig op ad bakke for Esbjerg, men hjemmeholdet sled sig langsomt tilbage i opgøret.

Estavana Polman spillede en glimrende kamp. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Estavana Polman spillede en glimrende kamp. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
 

Estavana Polman reducerede til 19-23, og Marit Jacobsen sørgede for 20-23.

Det begyndte at ligne noget, da Marit Jacobsen reducerede til 24-25, og så udlignede Polman med 12 minutter igen.

Esbjerg var i slutfasen foran med et mål flere gange, og det var helt tæt med 28-28 to minutter før tid.

Kristine Breistøl udlignede til 29-29, og da franskmændene misbrugte et forsøg i deres sidste angreb kort før slutfløjt, gav det Esbjerg en mulighed i den anden ende.

Den udnyttede profilen Polman til at afgøre det hele og sikre kvartfinalekampe mod Buducnost fra Montenegro.

Se også: Danske klubber spiller sig i semifinaler
Se også: Ingen tilskuere til håndbold-testkampe
Se også: Team Esbjerg spiller sidste CL-gruppekamp uden tilskuere

0 kommentarer
Vis kommentarer