F-16 kampfly eskorterer danske VM-helte hjem

De danske håndboldherrer får selskab på den sidste del af flyveturen fra Egypten til København mandag

To af sådanne kampfly vil ledsage de danske håndboldherrer det sidste stykke vej hjem til København. (Arkivfoto) Foto: Sam Yeh/Ritzau Scanpix
To af sådanne kampfly vil ledsage de danske håndboldherrer det sidste stykke vej hjem til København. (Arkivfoto) Foto: Sam Yeh/Ritzau Scanpix

Coronapandemien forhindrer fejring på Københavns Rådhus og anden festivitas i forbindelse med håndboldherrernes VM-triumf i Egypten.

Helt snydt for en særlig oplevelse bliver holdet dog ikke.

Forsvaret sender to F-16 kampfly på vingerne for at eskortere de danske håndboldherrer det sidste stykke mod Københavns Lufthavn efter VM-triumfen i Egypten søndag

- Tillykke med VM-sejren til håndboldherrerne! Som hyldest planlægger @forsvaretdk i eftermiddag at sende to F-16 kampfly i luften for at følge de danske drenge det sidste stykke hjem, skriver Forsvaret på Twitter.

Da Danmark vandt VM i 2019, var det ikke aktuelt at blive eskorteret af kampfly, da finalen blev spillet i Herning, og holdet ankom til Københavns Rådhus i bus.

Årets VM-titel blev sikret søndag aften med en finalesejr på 26-24 over Sverige i Egypten.