VEJEN (Ekstra Bladet): Lotte Grigel har hverken rørt klister eller kugle i over tre måneder, og da hun mandag stemplede ind i landsholdslejren i Vejen, var det med forbud mod at deltage i træningen – udstedt af hendes franske klub Nantes.
Det handler om lønkompensation, og de franske klubber frygter, at blot én spiller dykker i bøtten med harpiks, ryger den franske lønkompensation til hele klubben – for hele coronaperioden! Lotte Grigel og Stine Bodholt måtte end ikke deltage i fysisk træning sammen med de andre landsholdsspillere.
Hun havde ellers så meget lyst!
- Det er super mærkeligt, for jeg må ikke lave noget for klubben. Jeg er mødt ind for at sige hej, være med til nogle møder, og så smutter jeg igen. Det accepterer jeg. Men det kribler jo i fingrene for at komme i gang med den dumme bold. Jeg har ikke rørt den i tre måneder. Men der er ikke noget at gøre ved det, siger hun.
Den 29-årige playmaker har spillet i Rusland og Ungarn, hun har en periode prøvet at være klubløs, men intet blot nærmer sig den tilstand, hun har befundet sig i de seneste tre måneder på den franske vestkyst.
- Det var en meget speciel omgang nede i Frankrig, fordi de var så hårdt ramt. Der var udgangsforbud i den forstand, at du skulle have et ærinde, der hed supermarked, apotek eller den slags. Du skulle underskrive en attest og måtte max gå én km hjemmefra – og højst i én time, forklarer hun.
- Det var en paniktilstand, og når man sidder som dansker i udlandet, er det meget specielt, siger Lotte Grigel, der bor i et hus sammen med manden Christoffer Vestergaard Knudsen og en efterhånden pænt velvoksen berner sennen-hund, der muligvis lystrer sit navn Noah. I hvert fald omkring måltider…
Louise Burgaard nåede at smutte hjem, hvorfor gjorde I ikke det?
- Vi var på udebanetur, da myndighederne lukkede alt ned inklusive grænserne, og min mand og jeg står jo med en kæmpe hund, vi ikke bare sådan lige kan flyve med. Det gik bare ikke, så vi valgte at stay put, siger Lotte Grigel.
- Vi tænkte også, at når det nu var en pandemi, så var det nok heller ikke lige meningen, at hverken vi eller andre skulle rejse alle mulige steder hen. Vi har et dejligt hus med have, så vi valgte at respektere de retningslinjer, der var.
- Det endte så med at blive rigtig lang tid alene i Frankrig. Det har været en så skør periode og mærkelig for alle, siger Lotte Grigel, der heller ikke kan få afklaret, hvornår klubberne starter træningen igen.
- Datoerne rykker hele tiden. Nu vil de starte turneringen i slutningen af august, hvilket forekommer absurd, fordi de startede med at sige midt i oktober. Men min mand og jeg tager hjem til Nantes i næste uge, så vi er klar til at starte. Ingen ved noget. Jeg er med på, at det er svært at skaffe informationer, men det er super belastende, når ingen træffer beslutninger.
Lotte Grigel har nået en uge på vestjysk hjemmebane hos forældrene.
- Lige gyldigt hvor gammel, man bliver, så er det bedste at komme hjem til mor!
Og mor har selvfølgelig serveret alle livretterne: Sildemadder i rigelige mængder, bakskuld, der er en vestjysk specialitet bestående af saltet, tørre og røget ising plus det eviggrønne hit: Jomfruhummerhaler.
- Det er virkelig gået i fisk, vi har nydt det, og jeg har lært, at der kun er et at gøre: Go with the flow, sænk paraderne og tag tingene, som de kommer. Nu har jeg lavet gulvøvelser hjemme i stuen i tre måneder og spillet fodbold i haven med min hund og prøvet at være kreativ.
- Nu har jeg besøgt mine forældre, hilst på håndboldpigerne, og så har jeg lige en svigermor, vi også skal besøge. Så tager vi hjem. Det skal nok gå – trods alt.
Fyrede stjernen: Jeg ville da også være sur på mig!
