Farlig rookie imponerer de tre andre i truppen

Fløjspillet har siddet i kassen, kontraerne lige i skabet, og lærlingen har godt nok ikke scoret i kontra – til gengæld har han scoret på langskud!

Magnus Landin holder en imponerende scoringsprocent på 89! Foto: Lars Poulsen
Magnus Landin holder en imponerende scoringsprocent på 89! Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): De arbejder alle fire på halv tid. Men ingen kan komme og påstå, at de tre rutinerede musketerer på fløjene plus lærlingen ikke passer deres arbejde.

Klingerne er skarptslebne, og de rammer som regel der, hvor de skal. Det gælder Casper U. Mortensen, Lasse Svan, Hans Lindberg – og Magnus Landin.

31 mål af den samlede danske total på 68 tegner kvartetten sig for efter de første to kampe, hvor der har været godt gang i kontra-raketten, smukke scoringer fra fløjen og sågar et ’Flensburg’ fløj-vip, hvor Lasse Svan smukt servicerede Casper U. Mortensen.

Statistikken fortæller bl.a., at Magnus Landin ikke har scoret et eneste mål i kontra – til gengæld har den 196 cm lange begynder i klassen så vist, at han både kan begå gennembrud og score fra ni meter!

Lasse Svan er ikke overrasket:

- Det passer fint i forhold til den måde, vi gerne vil spille på, og vi har scoret en masse mål på kontra mod to på papiret blødere modstandere. Vi sparer en masse kræfter, og så må man jo sige, planen er lykkedes.

Kan man påstå, landsholdet har fået kontrafasen tilbage?

- Det forsvar, vi har praktiseret under Gudmundur, er meget dynamisk og krævende, og det har selvfølgelig taget noget tid. Vi så til sidst under OL, at det klappede virkelig godt, og det har også været tilfældet her. Det er et udtryk for, at vi begynder at føle os trygge – og så har Niklas Landin og lørdag også Jannick Green stået godt.

Lasse Svan ville føre den interne fløjkrig, hvis der ellers var én. Veteranen har hakket 11 bolde i kassen. Foto: Jens Dresling
Lasse Svan ville føre den interne fløjkrig, hvis der ellers var én. Veteranen har hakket 11 bolde i kassen. Foto: Jens Dresling

Er kontra-festen sat på standby, når vi møder Sverige?

- Nej! Det burde den ikke være. Svenskerne er selvfølgelig bedre organiserede, når de afslutter, og når de løber hjem, men vi er jo også utroligt dygtige til at lægge pres på i anden og tredje bølge. Selv om de løber godt hjem, burde vi stadig kunne lave en del kontra-mål mod dem.

Hvilken karakter skal den nye dreng i klassen have?

- Jamen, Magnus har gjort det super flot og imponeret med den måde, han er trådt ind i turneringen på. Det er jo ikke bare hårdt i boksen, vel, han har virkelig lavet nogle flotte mål.

Men har ikke scoret på kontra…

- Nej, men han er vel også den langsomste af os, haha. Til gengæld har han 10-15 cm mere end os andre, så han kan score fra ni meter. Stor ros til ham, det er meget imponerende, at han spiller med den selvtillid og det overskud.

Hvis man stoppede de gamle ’Bengan Boys’ i en tidsmaskine, hvem ville så være bedst. Jer eller dem?

- Man kan jo sige, de aldrig vandt et OL – det har VI gjort, så den har vi i hvert fald på dem. Men derudover tror jeg lige, vi skal vinde et par mesterskaber mere, før vi begynder at sammenligne…

Casper U. Mortensen spillede fuld knald til OL - under VM må han pænt dele spilletiden med unge Magnus Landin, der gør det imponerende godt. Foto: Claus Bonnerup
Casper U. Mortensen spillede fuld knald til OL - under VM må han pænt dele spilletiden med unge Magnus Landin, der gør det imponerende godt. Foto: Claus Bonnerup

Casper U. Mortensen er også tilfreds med livet efter to kampe.

 Skarpe fløje – eller nemme modstandere?

- Åh, det er vel en god kombination af det hele. Vi vil jo gerne løbe kontra, vi forbereder os altid taktisk, vi har dygtige målmænd, er gode til at føre bolden frem, og så har vi Mikkel, der… Ja, han træffer jo de rigtige beslutninger hver gang. Vi bruger vore fløje, det synes jeg jo er fedt, og de to første kampe har der været plads til os.

Kan man påstå, landsholdet har fået kontrafasen tilbage?

- Jeg synes egentlig, kontrafasen har fungeret fint de sidste par år, men med Gudmundurs system kræver forsvaret endnu mere opmærksomhed fra fløjene, fordi vi har mere plads rundt om os og mellem hinanden.

Der er næppe garanti for en ny fløjfest mod Sverige?

- Nej, og det er egentlig også ligegyldigt, bare vi får de to point. Hvis modstanderne i de næste kampe forbereder sig endnu mere på vores fløje, giver det jo omvendt bedre plads til bagspillerne, og så kan de jo bare brage dem ind. Det er perfekt.

Hvordan klar de nye dreng i klassen sig?

- Mini-Landin! Lillebror gør det flot og har vist, han er fuldstændig berettiget til at være her. Vi snakker jo sammen, men jeg tror, han havde flere spørgsmål, da han i sin tid var med for første gang. Nu er han inde i det game-mode, som vi alle er i. Jeg var jo selv i den rolle, da jeg var med første gang i Spanien, og Anders Eggert besvarede mine spørgsmål.

Se også: Kæk svensker skyder dansk VM-’krig’ i gang

Se også: Svensker-krigen fortsætter: Vi er trætte af jer, Danmark!

Se også: Advarer mod Sveriges ’Mikkel’: Manden med det livsfarlige hug

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere