Farmands forrygende døgn: Fra briksen til Boxen

Nikolaj Øris når det hele, men han er godt nok søvnig – far lige efter midnat og fem basser i Boxen om aftenen

Nikolaj Øris spillede en fornuftig kamp trods fødslen af sin anden søn og en lang nat på sygehuset. Her er to saudier i gang med at lykønske danskeren. Foto: Jens Dresling
Nikolaj Øris spillede en fornuftig kamp trods fødslen af sin anden søn og en lang nat på sygehuset. Her er to saudier i gang med at lykønske danskeren. Foto: Jens Dresling

HERNING (Ekstra Bladet): Sikket døgn! Nikolaj Øris blev far til en søn kl. 00.06 natten til mandag – 20 timer senere spillede ham VM-kamp mod Saudi-Arabien efter tre timers søvn.

- Jeg vil godt indrømme, at jo længere vi kom ind i kampen, desto trættere blev jeg også. Det er måske rigtigt, at man skal huske at få sin nattesøvn. Jeg har kun sovet fra fem til otte i morges, og så nåede jeg en lur i eftermiddags, siger han og smiler derinde bag kæmpeskægget.

Nikolaj Øris spillede oven i købet – som en af få – en hæderlige kamp.

- Hvor var du stærkest henne. På fødestuen eller her?

- Det må være på fødestuen. Det gik fuldstændigt efter planen, og min søn kom godt og sikkert til verden, siger den 32-årige BSV-back, der scorede fem på otte. Og holdt sig vågen i 40 minutter…

- Jeg blev ringet op i går eftermiddag omkring kl. 14, og så måtte jeg jo smutte hjem til Kristina med det samme. Vandet var gået, men veerne var ikke begyndt, så det var faktisk stille og roligt. Vi brugte det meste af aftenen og natten på Viborg sygehus, Kristina fødte kl. 00.06, og vi var hjemme ved firetiden i nat, siger Nikolaj Øris og tilføjer:

- Jeg glæder mig til at ramme sengen! Men at få en søn og spille en VM-kamp samme dag, det er okay.

- Skal drengen opkaldes efter nogen i VM-lejren?

- Jeg kalder ham fand’me ikke Mikkel, det er helt sikkert. Jeg har valgt IKKE at opkalde ham efter nogen på landsholdet, det er helt sikkert.

- Hvordan var det at spille kamp med så lidt nattesøvn?

- Først og fremmest var det jo dejligt, jeg kunne få lov til at tage hjem og være med til fødslen. Det var en høj prioritet, og jeg havde fuld fokus på at være med til at få min søn til verden, og det var en kæmpe oplevelse. Men da jeg mødte ind i lejren senere på eftermiddagen, var der også fuld fokus på at spille håndbold.

- Jeg håber da, der bliver et hul eller to til at tage hjem og sige hej. Jeg har også en søn på to år, der lige skal holdes styr på. Min kæreste har rigeligt at se til, siger Nikolaj Øris, der med bopæl i Silkeborg ikke har langt til Boxen.

Han erkender, at kampen blev en underlig gang misk-mask:

- Det blev lidt noget leverpostej. Der var gode perioder og andre, hvor det var knap så godt. Saudi-Arabien spiller ikke det mest motiverende håndbold, men de fik nok det ud af det, de gerne ville – nemlig trække tempo ud af kampen og vores forsvar ned i tempo. Det var vi i perioder ikke gode nok til at løse.

- Tænkte du på familien undervejs?

- Jeg så min bror i slutningen af kampen, så da tænkte jeg da på min familie. Nej, jeg havde selvfølgelig håndbold i fokus, og jeg snakkede med dem derhjemme lige inden kampen og fik at vide, at alt var, som det skulle være, siger Nikolaj Øris.

Han vil godt indrømme, at det har været lidt underligt – også for kæresten – at dele familieforøgelsen med hele nationen.

- Jeg var da glad for, der ikke var nogen med på fødegangen trods alt!

Tobias Wagner er en stor dreng på 23 år og 125 kilo. Han er forhåbentlig udvokset efterhånden. Foto: Jens Dresling Håndbold - 14. jan. 2019 - kl. 19:06 Pas på, Danmark! Nu kommer 125 kilo alpe-ekspres

Se også: Legede med ilden: Nikolaj reagerede alt for sent

Se også: Saudi-chok: Flere danske spillere på vippen til at dumpe

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere