Festgeneral: - Nu skal vi have mikset noget vodka med lidt energidrik

- Nu smadrer vi huset, siger Sarah Iversen, der havde en klar plan for en lang, lang fest efter pokaltriumfen

Sarar Iversen jubler igennem efter triumfen - og hun garanterer også, at hun går forrest i en lang, lang fest. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sarar Iversen jubler igennem efter triumfen - og hun garanterer også, at hun går forrest i en lang, lang fest. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): Odenses dyrt indkøbte ’landshold’ blev tævet i stumper og stykker af et kobbel veloplagte, blodtørstige ’norske’ midtjyder. 20-9 ved pausen! Jan Pytlick kiggede på uret og troede næppe sine egne øjne – og det gjorde Herning Ikast-spillerne næsten heller ikke.

De vandt pokalfinalen i en forrygende opvisning med 33-25, og står det til Sarah Iversen, så er midtjyderne også ægte mestre, når det kommer til at fejre en stor titel.

Er du både forsvarsgeneral og festadmiral?

- Ja, jeg er den, der bliver hurtigst fuld, fortsætter længst og langt ud på natten – og det er rigtigt!

- Nu skal vi have drukket noget champagne, og så skal vi have mikset noget vodka med lidt energidrik, og så skal vi bare feste til mandag morgen på et eller andet tidspunkt. Vi får ikke lov til at fejre nytår, så det gør vi i dag, siger dagens gladeste danske landsholdsspiller.

Stregspilleren troede næsten, der var en fejl på måltavlen, da spillerne gik til pause foran med 11 mål.

- Det har jeg aldrig nogen sinde prøvet i så vigtig en kamp. Det er kraftedme flot! Vi smadrede dem bare, og det er fucking fedt. Det ER bare fedt, altså!

De tog en pænt stor pokal med hjem til Herning og Ikast. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
De tog en pænt stor pokal med hjem til Herning og Ikast. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

- Jeg tror, vi vinder, fordi forsvaret får lov til at stå rimeligt kompakt, og det giver Sabine Englert sindssygt gode betingelser i målet. Hun tager jo nærmest alt, hvad hun kommer i nærheden af, og Odense har svært ved at holde os i deres forsvar. Vi er pludselig foran med 11 og tror jo næsten, det er løgn, siger en sved- og champagnedryppende Sarah Iversen med guldhat og stort, bredt grin.

- Vi fører stort, og derfra skal man holde fokus, og det kan godt være svært. Man vil egentlig hellere være foran med en enkelt eller to hele tiden, for så ved man, at den kan vippe – og man holder fokus. Men når vi er så meget foran og blæser dem ud af banen, så kunne det være blevet svært – det blev det heldigvis ikke.

Hjælper en pokaltitel lidt på humøret efter VM?

- Åh, man skal helst ikke blande det, vel. Men jeg vil sige, det var noget, jeg havde sat mig for. Det allerførste, jeg sagde til holdet, da jeg var kommet hjem fra Japan, var, at nu skal vi finde Final 4!

Hvordan bliver festen?

- Vi ender måske i Silkeborg på et tidspunkt. Det er noget med, at Anders – vores assistenttræner – lægger hus til. Så smadrer vi det og fortsætter derfra.

Kan du overhovedet li’ champagne?

- Jamen, det vi lige har fået, var jo Asti – sådan noget sødt noget. Jeg er da ligeglad, hvad det er – bare der er nogle procenter i, råber en jublende Sarah Iversen.

Hun og ikke mindst fem determinerede nordmænd tilsat tysk rutine i skikkelse af 38-årige Sabine Englert tørrede gulv med de orangeblusede fynboer – inden de tværede halgulvet ind i sød champagne.

Årets pokalfighter har tænkt sig at passe lidt på sine 'børn' ved festlighederne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Årets pokalfighter har tænkt sig at passe lidt på sine 'børn' ved festlighederne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Sabine Englert reddede hvert andet skud og blev fortjent pokalfighter. 48,48 procent siger vist alt – men ikke om de drikkevarer, veteranen havde planlagt at inhalere.

- Jeg holder mig nok lidt tilbage. Jeg er jo den ældste, som skal passe på de der børn, haha.

Midtjyderne vandt som FCM Håndbold mesterskab og pokaltitel i 2015, men i den nye konstruktion har klubben været i pokalmæssig tørke siden.

- Det er helt fantastisk. Vi kunne heldigvis holde dem på afstand i anden halvleg, så det blev aldrig rigtigt spændende. Jeg har aldrig prøvet at føre 20-9 ved pausen i så vigtig en kamp, siger Sabine Englert.

- Det betyder jo virkelig meget for klubben. Vi vil jo spille om titler, og nu har vi så vundet en i år. Odense havde ikke mere at komme med. Vi blev bare ved med at score mål, og så er det jo svært at hente de 11 mål, vi førte med ved pausen, konstaterer hun tørt.

Sabine Englert måtte tage tælling i anden halvleg, da hun blev ramt i ansigtet. Hun kunne heldigvis spille videre. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sabine Englert måtte tage tælling i anden halvleg, da hun blev ramt i ansigtet. Hun kunne heldigvis spille videre. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Hun blev skudt i gulvet af Nycke Groot i anden halvleg og var kortvarigt groggy. Men vendte stærkt tilbage.  

- Jeg kunne da godt mærke det, men jeg gik egentlig kun ud, fordi jeg ikke følte, min ene kontaktlinse sad ordentligt.

Boldøjet fejlede i hvert fald ikke noget. Hverken før eller efter.

Se også: Pytlicks ’landshold’ smadret af glubske nordmænd

Se også: Vildt comeback sikrer bronze

Se også: Presset vokser i klubben med tomt pokalskab

1 kommentar
Vis kommentarer