Fiasko kan koste dansker OL-deltagelse: Derfor er billetten i fare

Helle Thomsen tog vikar-tjansen og sendte Sverige til OL, men da Danmark ikke røg samme vej, risikerer træneren nu at misse en tur til Rio di Janiero

Helle Thomsen på arbejde som svensk landstræner - nu vil spillere og forbund forsøge at få hende til at stå i spidsen for holdet ved OL i Rio. (Polfoto)
Helle Thomsen på arbejde som svensk landstræner - nu vil spillere og forbund forsøge at få hende til at stå i spidsen for holdet ved OL i Rio. (Polfoto)

Svenskerne er Helle-vilde!

Spillerne, medierne, forbundet – ALLE er vilde med Helle Thomsen. De var det før, og de er det ikke mindst nu, da hun og holdet i Rusland med sejren over Polen (og Kim Rasmussen) sendte de blågule til OL.

Ironisk nok kan den danske fiasko koste hende chancen for et OL med Sverige!

Hvis FCM i juli og august var lænset for danske landsholdsspillere plus en nordmand og et par svenskere, kunne Helle Thomsen – måske – være taget med holdet til Rio.

- Selvfølgelig er OL stort, og jow: Det kribler da i fingrene. Men der har altså ikke været snak om, at jeg skulle fortsætte, og jeg ved heller ikke, om jeg vil – og kan. Sverige må jo også være interesseret i en langsigtet løsning, når de til december er værter for EM, siger Helle Thomsen.

Se også: Wilbeks opråb: Gør som Norge

Hendes kontrakt med FCM løber til sommeren 2017, og den har succes-træneren ikke tænkt sig at stikke af fra.

Nordjyden dobbeltjobbede indtil i sommer som klub- og landstræner, men uoverensstemmelser med Thomas Sivertsson fik hende til at sige fra. Efter VM blev Sivertsson fyret og Helle Thomsen senere hentet ind som vikar i OL-kvalifikationen.

- Det er selvfølgelig dejligt, at spillerne gerne vil have én, men de ved udmærket, at jeg er typen, der overvejer tingene grundigt. De kan ikke lægge pres på mig, og det var jo allerede en stor beslutning, jeg traf i sommer, da jeg sagde fra til et VM i Danmark, et OL og det næse EM på svensk hjemmebane, siger hun.

- Det er vigtigt, at ens liv fungerer 100 procent i forhold til familie, job og alt det andet, ellers risikerer man at sætte til det ene af stederne, og den risiko vil jeg ikke løbe. Det er fint at drømme, men hjernen skal følge med!

Se også: Skuffet over håndboldpiger: OL-fiasko kan koste penge

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere