Fie Woller advarer mod polsk psykolog

- Jeg kunne da godt have brugt et par bolde mere mod Sverige. Jeg var rimeligt fri, siger Fie Woller, der til hverdag spiller sammen med den polske stjerne

Karoline Kudlacz-Gloc har godt fat i Serbiens playmaker Aleksandra Vukajlovic, mens Kinga Achruk er klar til at give på tæven, hvis det bliver nødvendigt. Serbiens Diana Radojevic ligner en bly viol i denne sammenhæng. Foto: Lars Poulsen
Karoline Kudlacz-Gloc har godt fat i Serbiens playmaker Aleksandra Vukajlovic, mens Kinga Achruk er klar til at give på tæven, hvis det bliver nødvendigt. Serbiens Diana Radojevic ligner en bly viol i denne sammenhæng. Foto: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet): Karolina Kudlacz-Gloc er kaptajn, suveræn topscorer med over 900 kasser for Polen og den lysende stjerne på det hold, som udfordrer Danmark kl. 15 i eftermiddag.

Den 33-årige polske psykolog og mor til lille Jakub er godt nok syv år ældre end herningenseren, men efter halvandet år sammen i den sydtyske klub SG BBM Bietigheim kender de hinanden indgående.

- Hun er utroligt dygtig og Polens største profil. Hun kan utroligt mange ting, lidt af hvert vil jeg sige, og hun er god til det meste. Hun bliver nok en udfordring, spår Fie Woller.

Er hun én, du hænger ud med eller går til jazzballet sammen med?

- Nej, ikke lige det, men jeg har det rigtigt godt med ’Karo’. Vi snakker meget sammen, hun er en god pige. Hun er en veninde, hun er mor, så hun er den rolige udenfor, men inde på banen vil jeg nok sige, hun giver den gas.

Karolina Kudlacz-Gloc, Monika Kobylinska og Kinga Achruk – den polske bagkæde – spillede hhv. 57, 59 og 49 minutter mod Serbien, hvor polakkerne førte med en pind ved pausen for så at gå ned med flaget i anden halvleg, som de tabte 12-20. Kampen endte i serbisk triumf 33-26.

- Det kan godt være, hun spillede meget, men jeg kan garantere, at ’Karo’ er i god form. Hun er typen, der aldrig springer over hverken i kamp eller til træning. Hun laver altid lige lidt ekstra, så hun er i kongeform.

Danmark tabte i september 21-23 til Polen i Aarhus, og da var Karolina Kudlacz-Gloc ikke engang med. Foto: Lars Poulsen
Danmark tabte i september 21-23 til Polen i Aarhus, og da var Karolina Kudlacz-Gloc ikke engang med. Foto: Lars Poulsen

Danmark led et forsmædeligt nederlag i Golden League, da landsholdet efter en opløftende sejr over Frankrig tabte 21-23 til polakkerne den 29. september i Aarhus.

- Ja, vi tabte jo, og det var ikke skidefedt. ’Karo’ var ikke med, fordi hun døjede med en fiber på det tidspunkt, så det giver dem da klart et plus, at hun er tilbage her ved EM. Det var selvfølgelig træls. Men nu er det noget helt andet, og vi glæder os vildt til at møde dem igen, siger Fie Woller.

Fie Woller kunne godt have brugt et par udspil mere mod Sverige. Hun var rimeligt fri, siger hun. Foto: Lars Poulsen
Fie Woller kunne godt have brugt et par udspil mere mod Sverige. Hun var rimeligt fri, siger hun. Foto: Lars Poulsen

Hun fik første halvleg mod Sverige, hvor hun scorede på sit ene forsøg.

Du går ikke og keder dig ude på fløjen – så mange udspil var der heller ikke?

- Altså… Jeg vil da sige, jeg godt kunne have brugt et par bolde mod svenskerne, for jeg var rimeligt fri. Men det kommer. Vi vandt, så jeg er røv-ligeglad med, om jeg scorede et eller ti, siger Fie Woller, der sov igennem oven på svensker-sejren.

- Jeg sov ti timer, så jeg har det ligesom om, jeg har tømmermænd.

Men de gode…

- De rigtigt gode!

Se også: Klavs Bruun lægger sig ned - men ikke for Sverige

Se også: EM-chok påvirker dansk stjerne: - Det er lidt vildt

Se også: Dansk stjerne stod i vejen: Jeg vidste, jeg ville få rødt kort

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere